Ode til Elna Tegner

Et håndskrevet nodehæfte er dukket op i billedhugger Rudolph Tegners arkiv. Musikken er dedikeret til hans kone Elna, og Tegners museum i Nordsjælland blev rammen om uropførelsen - helt i Elna Tegners ånd på det museum hun elskede.

Af Lise Dakinah

Scenen er en kæmpe betonkolos, der mest af alt ligner et utilnærmeligt ørkenfort. Midt i naturen står museet, med lyngbakker, bronzeskulpturer og selvsåede egetræer som kulisse.

Det er en blæsende og kølig september aften. Fra parkeringspladsen ved Rudolph Tegners Museum siver festklædte mennesker langsomt ned til køen ved indgangen. En smuk og underfundigt smilende Elna Tegner i bronze sidder i nærheden af døren. Måske nyder hun at få selskab til den forestående koncert. Det ville Elna Tegner helt sikkert have gjort, hvis hun havde været til stede i levende live.

Rudolph Tegners kone elskede at samle kunstnervennerne omkring sig til musik og levende lys. Aftenens koncert er da også dedikeret til mademoiselle Elna Jørgensen, som hun hed inden ægteskabet med Rudolph. Det første stykke, "Rêve après le Bal" - drøm efter ballet - er skrevet af en beundrer, græske Mimi Lévidis, der efter et bal i Lausanne må konstatere, at den smukke 18-årige mademoiselle Jørgensen ikke er interesseret i at indgå et nærmere bekendtskab.

Akkompagneret på piano og cello af Elisabeth Colding Sivertsen og Steve Kramer fremfører tenor Mads Elung Jensen vemodigt en lovprisning af Elnas skønhed. De har danset og har haft tæt kontakt men må tage afsked. Stykket er fra 1907 og skrevet over klassiske toner i fransk salonstil.

Elisabeth Colding Sivertsen fortsætter smukt og koncentreret koncerten med Bach og Rachmaninov, der hvirvles op i det ottekantede rum med elleve meter til loftet og en syv sekunders forsinkelse på rumklangen. Her er kulissen sat med Tegners kæmpe gipsskulpturer, hvis skygger bevæger sig i det levende lys - kæmpeguder bænket omkring musikken og bålet i Valhalla.

I godt selskab

Elna Tegners urne er muret ind i soklen på Apollon, lyset og musikkens gud. Skulpturen står i den otte-kantede sal, så hvis de døde kan rejse sig af asken har Elna med garanti stået op og lyttet med og nydt musikken, lysenes blafren og de festklædte mennesker.

Ideen med stearinlysfest og musik opstod, da hun giftede sig med Rudolf Tegner. Elna samlede ofte deres venner til fest, og så blev der danset og drukket Chianti. Ifølge Rudolph Tegners erindringer var Elna specielt god til at danse på hænder og hendes humør kunne sætte liv i alle.

Hun var født i Skt. Petersborg af velhavende danske forældre. Faderen var skibsinspektør og rumænsk konsul. Familien flyttede senere til Danmark og atten år gammel blev Elna sendt på dannelsesrejse til Lausanne. Det var her Mimi Lévidis skrev sin ode til Elna Jørgensen. Hun var indlogeret på et pensionat, hvor andre ærbare piger boede, også Paula, yngste datter af Carlsberg brygger Carl Jacobsen. De to piger blev gode venner, og til et middagsselskab hos bryggeren, tre år senere, mødte Elna sin Rudolph. De giftede sig i 1911, og forholdet blev meget lykkeligt. De var hinandens bedste venner, de supplerede hinanden godt arbejdsmæssigt og var gode rejsefæller på deres mange rejser rundt omkring i verden. I 1926 købte Elna og Rudolph Tegner hus i Frankrig og boede dér det meste af tiden, indtil krigen for alvor startede.

Maja Castenskiold, der er niece til Rudolph Tegner, har tilbragt mange ferier hos tante Elna og onkel "Rulle". "Tante Elna havde et meget nært og inderligt forhold til min onkel. Hun ordnede alle de praktiske gøremål for ham, så han kunne hellige sig kunsten. Hun var alvidende - og en meget bestemt dame."

Hun elskede at have gæster.

"Hvert år samlede hun hele familien, også dem der boede i udlandet. Så kunne alle vi kusiner, fætre onkler og tanter mødes i sommerhuset i Hornbæk. Rigtig familiemenneske var hun, men tante Elna var også excentrisk og havde temperament. "Jeg er den jeg er", plejede hun at sige, og vi holdt af hende for den hun var", fortæller Maja Castenskiold.

Elnas forældre var ikke glade for svigersønnen, der var sytten år ældre end deres datter. Og så var han jo bare en kunstner. Men med tiden kom de til at holde af ham, og det var på grund af faderens gavmildhed, at Elna og Rudolph var i stand til at købe hus i Frankrig.

Da han døde, arvede Elna en del penge, og Rudolph skriver i sine erindringer, "Mod Lyset", at han var dybt taknemlig over, at "hun ville vise en sådan opofrelse og give afkald på mange af sit køns behageligheder for at kunne anvende sine midler til et foretagende, der under ingen omstændigheder kan være til hendes personlige fordel".

Pengene blev brugt til at bygge Rudolphs museum. Men det var lige så meget Elnas. Hun opbyggede en kærlighed til stedet sammen med sin mand, og efter hans død fortsatte hun med at tilbringe en stor del af sin tid på museet og i den omkringliggende natur.

"Når hun boede i sommerhuset i Hornbæk, kørte hun ofte ud til museet i sin Citroen. Med en stor stråhat på hovedet, gik hun rundt og så til skulpturerne i området og sikrede sig, at ingen plukkede lyngen i den fredede park. Overraskede hun nogle i at gøre det, rakte hun med et smil ud efter lyngbuketten og sagde: "Ihh, hvor var det sødt af Dem at plukke en buket lyng til mig". Folk så meget slukørede ud", fortæller Maja Castenskiold smilende.

Rudolph Tegners kiste er sænket ned under en stenplade i gulvet i museets otte-kantede rum. Elna ønskede, at hendes urne skulle sættes ned ved siden af, men med fare for at den tunge sten ville gå i stykker, besluttede hun i stedet, at urnen skulle mures ind i soklen på Apollon figuren. Det blev den i 1976, da hun døde, 87 år gammel.

Nu ligger hun få meter fra den mand hun elskede og som var hendes bedste ven. Det siges, at på museets stille dage, kan man høre dem hviske sammen.

Ved en senere lejlighed, den 27. august 2005, har også Kammerkoret CARMINA sunget

D. Levidis: Un Rêve après le Bal