Den 24. juni 2004 fik jeg besøg af Christa Olsen, min genbo, som veloplagt og muntert lod tankerne gå tilbage til tiden 10 år efter Rudolph Tegner byggede sit Museum. Dengang mødte hun sin veninde første gang i et sommerhus i Kildekrog for 57 år siden. Det blev en tur ad mindernes avenue, og den nysgerrige mikrofon var heldigvis åben.

Christa

Jeg kom til København i 1946 eller -47. Der var jeg hos direktøren, der havde Wivex og Nimb, i 10 år som stuepige. Vi boede inde i København, og vi havde så sommerhus der oppe i Kildekrog, der boede vi ved siden af Tegners.

Jeg mødte min veninde over hækken, vi var naboer, gik på æblerov og badede hver dag i Kildekrog. Hvis du kører ned ad 7. Tangvej, så kommer der en sidevej og den hedder Rudolph Tegners vej. Og det er dér jeg har boet, det hed Lapgården. Og der blev jeg meget god veninde med hende deres pige, som tjente hos dem - ja nu siger jeg 50 år - hun var der i mange år. Suffré kaldte jeg hende - hun hed Ellen Hansen - men hvorfor jeg kaldte hende Suffré var fordi hun altid sagde ¨åh sais vrai, sais vrai¨ - og så sagde vi bare ¨det er godt med dig¨.

Hun kom til dem i en meget ung alder - og hun var der jo til fru Tegner døde. Hun tog med dem til Meudon hver vinter. Så kom de op her hver sommer, og så havde de gæster. Jeg mener der var én der hed Castenskjold. Og så var der et andet ældre ægtepar, der også kom der meget, men navnet husker jeg ikke.

Christa viser et farvefoto af Tegners sommerhus fra vandsiden. Det er Christas mand i forgrunden. Billedet er fra engang Christa, efter Tegners død, har været på besøg hos veninden. Lapgården (nabohuset) havde en stor grund ind mod Tegners. En del af denne er nu solgt fra, og der er kommet et hus imellem.

Tegners sommerhus i Hornbæk

Tegner havde en bil, og fru Tegner kørte ham over til Museet hver dag, så kørte hun hjem igen. Nogle gange kørte hun over til frokost. Tegner sad meget oppe på kontoret på 1. sal. Jeg ved såmænd ikke hvad han lavede derovre; han viste ikke publikum rundt, absolut ikke. Der var en kustode ansat som boede i et lille gammelt hus.

Nede på stranden ud for sommerhuset lavede vi jo bål til Sct. Hans aften, og så kom der selvfølgelig flere og lagde på, og det blev et mægtigt bål til sidst. Tegner pyntede det jo. Med en heks med en gammel kost der ragede op i vejret, halstørklæde omkring, han havde lavet en figur, jeg ved ikke om den også havde én af hans gamle malerkitler på. Og folk var jo helt tossede. Og konerne, de kom med deres små børn, om de ikke snart kunne tænde det bål, så børnene kunne se det. Og så sagde vi, at det ikke skulle tændes, før det begyndte at blive mørkt. Så må I jo holde børnene vågne til kl. 9, så tænder vi det. For Tegner skulle jo gå ned og sætte ild til bålet. Og det var han meget interesseret i, Sct. Hans bålet.

Dengang vi boede i Kildekrog, der kunne vi jo gå over - hedder det Månedalen? - der var jo ingen sommerhuse. Vi gik fra Kildekrog ned ad en sti i nærheden af Kildekrog Station, så gik vi jo tværs over markerne, og over på museet ad den vej. Sommetider plukkede vi jo flotte markbuketter, når vi gik derover, som vi tog hjem til deres spisebord, eller når de skulle have fest. Jeg har af min veninde fået et maleri, Elna selv har malet. Billedet hedder Paysage (landskab), bagpå står deres adresse i Meudon, skal tilhøre Ellen Hansen, 1955. Min mand mener det er månedalen, den vej vi gik over til Museet, med grønne træer og korn - kønt, godt billede. Jeg tror ikke mine piger vil have det, så kan jeg sætte en seddel bag på det, at det skal op til Tegners Museum?

"Paysage" af Elna Tegner

Tegner var en høj flot mand, jo, meget alvorlig. Ligesom det billede der er af ham, han kunne se lidt bøs ud. Jeg har jo aldrig talt med ham, men hilst på ham. ¨Goddag hr. Tegner!¨. Men jeg har talt mange gange med fru Tegner. Jeg var deroppe i huset engang efter han var død, til frokost. Min veninde og jeg havde været ude at bade, og vi kom ind i badetøj, ¨..undskyld jeg er i badetøj, jeg skal lige ud og skifte¨ og så sagde fru Tegner ¨Det behøver De da ikke, vi er jo oppe i sommerhuset¨. Det var jo meget naturligt. Og vi fik jo sild og snaps og sådan noget. Og havde det dejligt. Og så skulle vi have madame hen og slappe lidt af på sofaen, så vi kunne snakke selv, hun snakkede jo med. Så sagde min veninde: ¨Vil Madame ikke have en snaps mere?¨ Så sagde hun ¨Nej tak¨. Så sad vi lidt, så sagde hun igen: ¨Vil Madame ikke have en snaps mere?¨. ¨Nej tak, nej tak¨, sagde hun, vi havde jo fået snaps og øl. Så spurgte min veninde igen. Så råbte fru Tegner: ¨Jeg sagde nej, nej, nej, nej¨ mens hun slog i bordet.

Nu kan jeg ikke huske, om Tegner gik ned i vandet, men hun gik i vandet hver morgen i det kolde vand, lige så snart de kom op fra Frankrig. Og når de ikke kunne gå derned i vandet, kom min veninde koldt vand i badekarret. Hun var en flot kvinde, helt op i sin høje alderdom.

Da han døde, så kan jeg ikke huske hvornår de solgte huset heroppe i Kildekrog. Men det hus nede i Meudon blev solgt, og hun fik en stor lejlighed inde i Bredgade i København, hvor vi kunne se ned fra deres vinduer til Odd Fellow Palæet. Der lejede hun et værelse ud til en ung fyr. Og min veninde boede der også i et dejligt stort værelse. Min datter fik foræret en stor skindstol af min veninde - vi kaldte den bispehuen, fordi den har den facon, en tyk læderstol. Og hun ved ikke hvad hun skal gøre med den. Den står nede i hendes kælder, og jeg siger, den får du aldrig lavet i stand, du kan forære den til Museet, så kan de lave den i stand. Hvis hun vil af med den skal jeg nok tænke på jer. Den er jo 100 år gammel og har været familien Tegners.

Og fordi der jo ikke var så meget at lave, så meldte min veninde sig til et bureau, hvor de kunne sende bud efter hende, så hun kunne komme ud og være kokkepige for en dag, så hun kunne tjene lidt penge på den måde. Hun var jo nærmest veninde med fru Tegner til sidst, efter alle de år. De er nok gået i det Kongelige Teater sammen, eller på udstilling. Og hun kørte alene med fru Tegner til Meudon efter at han var død. Fru Tegner satte et større beløb til side til min veninde, som hun skulle have når hun døde, så hun kunne etablere sig. Jeg vil prøve en dag at finde et foto af min veninde, hvor hun står foran deres hus nede i Meudon. Jeg mener der også skal være et maleri af det, en stor rød bungalow, firkantet kasse.

Min veninde kom meget i den danske klub i Paris. Så engang kom hun for sent til metroen. Hun skulle hjem, hun kom ned ad trappen, så var det sidste tog kørt, så tænkte hun, hvad gør jeg nu? Så var der nogle håndværkere der gik og arbejdede dernede. De havde sådan nogle - det har de jo meget i Frankrig - hvor de selv laver lidt mad, varmer suppe og hvad de nu gør, og der stod sådan én, med et forhæng for. Og så tænkte hun: Hvad gør jeg? Og så kravlede hun ind under dette forhæng. Og da hun hørte det første tog kom om morgenen, så stod hun ud og tog toget. Hun har jo været ganske ung. Sådan var hun.