RUDOLPH TEGNER

af Jens Lund

Skønt Rudolph Tegner kun er 28 Aar gammel, har han allerede en halv Snes store Arbejder foruden en hel Del Buster og mindre Skulpturer at se tilbage paa. Der foreligger da et ikke ubetydeligt Materiale til at forme en Skikkelse af. Tegner, der er født Billedhugger, hører til Oprørerne blandt disse. Han føler sig bunden af sit Arbejdsmateriale, og han kæmper nu for at sprænge Lænkerne med en Lidenskab og en Vælde, som bringer En til at tænke paa Michelangelo og Rodin. Vinder han end ikke ved Sammenstillingen med disse to kunstens udødelige Oprerere, knuses han heller ikke deraf.

Naar jeg nævner Hovedgrupperne i Tegners Produktion: "Guddommen og Mennesket" (Paris 1896), "Jordbunden" (1897) og "Frigjort" (1901), giver Titlerne os straks Materiale til at undersøge hans kunstneriske Fysiognomi. Der er en evig Higen i disse Arbejder. En mørk, grublende Aands Kamp opad mod Lyset, og det lille Menneske kastet ind mod Fodstykket i sønderknust Afmagtsfølelse. Vi ser manden vride sig ud af Jordens Favntag uden dog at kunne gøre sig fri. Et Fortvivlelsens Nutidsdrama hugget i Marmor. Endelig "Frigjort". Forneden et Stykke Søjle med en Kapitæl dannet af et Mylr af kæmpende Jordens Børn, der i haabløs Fortvivlelse sønderslide hverandre for at naa opad; og foroven en enkelt Mand, der er naaet op, og som sidder og ser ud, roligt, koldt, men med et Ansigt furet af Lidelse. Han har villet at gøre sig fri, og han har naaet det. Der gør sig en stærk Vekselvirkning gældende i dette Skulpturarbejde. Vi ser samtidig Mennesket i Kamp, og Mennesket som er gaaet ud af Kampen. Kunstneren, der føler og maa føle som et moderne Menneske, har brudt sin kunst Skranker, for at faa moderne Mennesker i Tale, og vi, der elske Livets form, hilse med Glæde Oprørerens Værk, fordi det, han har givet, er Aand af vor Aand, og Kød af vort Kød. I dette Tegners sidste Arbejde er han vel naaet højest. Der hører megen teknisk Dygtighed til at kunne tumle med alle disse forvredne Menneskekroppe og samtidig bevare Helhedsvirkningen. Og det er lykkedes for Tegner. Gruppen virker smukt, monumentalt, og der er ingen døde Punkter i Kompositionen. Selvfølgelig er der Uensartethed i Formbehandlingen af disse nogle og tyve Figurer, og ikke alle ere lige sjælfuldt modelerede. Men man behøver blot at betragte den mandlige Figur paa det højre Kapitælhjørne, der knuger en Kvinde til sig i et Kys, for at se, hvor overlegent dejligt Tegner kan modellere det menneskelige Legeme i stærk Bevægelse. Den favnende højre Arm er et lille Mesterværk i Form. Kunstneren er som rimeligt vokset med sin Opgave. Der er kommet et nyt Element ind i hans Kunst. Den med sig selv saa inderlig velfornøjede Levemandsmaske midt for Kapitælen virker med grel Humor. Tegner kan ofte være vel tung i sine Arbejder. Det er, som om den Mand aldrig lo, men altid gik omkring med et Bulbideransigt. Nu ser vi, at han ogsaa kan le.

Enhver Kunstner har sin Begrænsning, og Tegner danner ingen Undtagelse. Hans lidenskabelig bevægede, trodsige Aand lader ham ofte overtræde Skønhedens Grænser. Han mangler Finhed og Følelse for ren Linjevirkning. Kunne vi vel glæde os over den Renhed, Tegners Kvindefigurer eje, glæde vi os til Gengæld mindre over deres grove Former. En statuette som "Satan" virker frastødende i sin brutale Hæslighed, hvad der dog ikke har afholdt Franskmændene fra at købe den. Finest virker hans kvindelige Figur i hans "Gravmæle" som Statens Museum og Glyptoteket har kappedes om at erhverve sig.

Det, der griber En hos Tegner, er hans Værkers dybe sjælsmættede Indhold. Tegner er en Grublernatur, der søger Ensomheden. Han lukker sig inde i sig selv.

Han gaar ude blandt de andre Mennesker, men han ser dem ikke; hans Aand er langt borte fra den Jord, han træder paa. Inde fra hans Væsens Kærne gror hans Ideer langsom frem. Han har lidt meget. Aandelige Kriser har tidligt modnet og fastformet ham. Hans grundsyn er mørkt, pessimistisk. Han søger renhed.

I ungdommelig Trods skaber han en Skøge, der træder paa en sammenknuget Mandsskikkelse. I en Pendant til dette Arbejde, har Manden rettet sig i Vejret, og staar som Sejrherre med knyttede Næver, mens Søgen synker sammen og forsvinder i Jorden. Tegner ynder at virke ved Modsætningsforholdet mellem Mand og Kvinde. Han er Dialektiker i sin Kunst. Der er hos ham den samme Søgen efter nye Udtryksmidler som i Billedhugger Hansen-Jacobsens iøvrigt fra Tegners vidt forskellige Arbejder.

Naar jeg i begyndelsen af denne Artikel tillod mig at sammenstille Michelangelo og Rodin med Rudolph Tegner, var det, fordi disse to Kunstnere har udøvet afgørende Indflydelse paa ham. Han har følt sig sympatisk tiltrukket af dem. Hos Michelangelo har det rent fysisk grandiose tiltalt Tegner, som gerne vilde "hugge" et Bjærg, om det blev ham tilbudt. Det røber hos Tegner en hvis barnlig Glæde over "Størrelsen", men en Billedhugger regner nu en Gang med en anden Maalestok end vi Smaafolk. Hos Rodin er det det eksperimenterende, det vovede, der betager ham.

Vi ejer i Rudolph Tegner en Billedhugger der gaar sine egne Veje, stadig kæmpende, stadig udviklende sig, higende mod det største i Kunsten. Maatte der nu udefra blive stillet ham værdige Opgaver.

JENS LUND

Illustrationer:
Rudolph Tegner
"JORDBUNDEN"
"LYKKEN"
GRAVMÆLE
FRANCINETTE
"FRIGJORT"
PORTRÆTBUSTE (Johannes Holbek)
NUTID
GENERALDIREKTØR TEGNER
PORTRÆTBUSTE (kvinde)
FREMTID