I 1921 skriver Rudolph Tegner artiklen:

»Hvordan et billedhuggerarbejde skabes«

»Verden og Vi« bragte for ikke længe siden en artikel af Axel Juel om, hvordan lyrisk poesi bliver til. Vi fortsætter med nærværende artikel af billedhuggeren Rudolph Tegner, der fortæller om, hvordan et skulpturarbejde bliver til, med at give læserne små kig ind i kunstnernes allerhelligste, og vi vil inden længe bringe nye bidrag til belysning af, hvordan kunst skabes - det er områder, som den store almenhed sjældent har lejlighed til at få kendskab til eller blot indtryk af. - Vi ledsager artiklen med gengivelser af en række af Tegners arbejder.

Af intet kommer der intet. Et billedhuggerarbejde fordrer en sjælelig fødsel såvel som et maleri, en sonate eller et digt, men få gør sig nogen rigtig forestilling om, hvilket stort og slidsomt fysisk arbejde, der er gået forud for en statues tilblivelse, da midlerne og fremgangsmåden til at skabe en plastisk figur er lige så primitive og omtrent de samme den dag i dag som i oldtiden.

En billedhugger nu til dags har de samme vanskeligheder at overvinde som en billedhugger degang, og vejen er lang og tornefuld, inden hans værk står foreviget i sten eller bronce.

Har en af de inspirationskilder, der hedder glæde, sorg, kærlighed, had, modgang eller trods, givet ham ideen til arbejdet, laver han et udkast i ler eller vox.-

Men denne skitse er intet endeligt mål, ideen længes efter at blive fuldbåren, blive udført i større dimensioner, så også andre kan tilegne sig, hvad kunstneren har ville udtrykke.

Så begynder han da med begejstring og ildhu at rette og bøje de genstridige jern ud og ind, efter den skitserede figurs forhold og linier, behænge jernstativet som et juletræ med små trækryds, der skal tjene til at fastholde leret, kliner dette om jern og kryds, til det danner en kompakt og fast masse. - Det egentlige kunstneriske arbejde kan begynde.

Efter avertissement i byens blade om en smuk velskabt model, fremmøder en udsøgt samling af landsmænd eller landsmændinder, hvis legemspragt ikke altid svarer til det drømte ideal. - Polykleitos ville være blegnet.

Nogle måneder hengår med møjsommeligt slid, hvor den nogenlunde brugbare model i reglen er udeblevet, kakkelovnen har ikke villet brænde, leret har slået revner, - hvor man selv i nervøs pirrelighed har opført sig umuligt over for sine omgivelser, idet ens sindstilstand har svinget mellem himmel og helvede. Omsider står værket færdigt i leret, men kun som foreløbigt resultat.

Gipseren indfinder sig, oversprøjter statuen, sig selv, gulv, loft og vægge med gips og tilsøler hele atelier'et. Efter hans fuldbragte gerning står kunstneren ansigt til ansigt med sit værk i gips og en uhyre regning, som han kun kan betale ved at sulte sig selv i flere måneder.

Vil man forfængelighed udstille sit værk, går dette ofte i stykker under transporten, bliver måske af en kræsen censur antaget til udstillingen, men får en så elendig plads, at det for kunstneren er uigenkendeligt - bladenes kritikere overser statuen eller nævner den højst med at par ord, der lader forstå, at ens kære arbejde er et makværk - en fornærmelse mod publikum.

Håbet om at sælge statuen beskæmmes, idet næsten ingen privatmand interesserer sig for skulptur, og statens musæer kun køber af dem, der som i Rom på sine knæ vil kysse alle Scala Santas 100 trin eller her hjemme Karl Madsens tæer.

Er man ikke så lykkelig at eje et rum, hvor statuen kan opbevares, kører man den ud på møddingen. Men sker der forinden det mirakel, at en eller anden skønhedsdyrker finder på at bestille kunstværket i marmor eller bronce, da får man uhelbredelig højhedsvanvid.

Egner statuen sig til marmor, da udvælges en blok fra Carraras skinnende marmorbrud, over Livorno sendes den med skib hjem, transporteres til atelier'et, hvor den anbringes ved siden af gipsmodellen.- Ved hjælp af punktermaskine, hammer og mejsel, udhugges statuen til den gengiver eller helst overgår gipsoriginalen.

-Skal værket derimod foreviges i bronce, da er besværet og omkostningerne mindre. En af vore hjemlige støbere gør dette lettere, end da i sin tid Benvenuto Cellini støbte sin Perseus til Loggia dei Lanzi, så han nær havde sat ild på hele Florenz for at få broncen til at flyde i formen.

Kommer det øjeblik, da figuren skal opstilles offentlig her i lilleputternes land, træder de vises råd sammen for at finde en plads, hvorfra statuen efter kort tids forløb atter kan flyttes bort til en ny og dårligere.

Dr. Fr. Poulsen anfører, at i oldtidens Grækenland følte enhver mand det som en forbandelse at skulle leve i en by foruden statuer. - Nu til dags synes forholdene omvendt - slettere og slettere er billedhuggerkunstens kår blevet, fordi der hører større kultur til at tilegne sig denne kunst end nogen anden. - Skønhedsglæden er gået tabt for det moderne menneske, idet en god kloak nu spiller en større rolle end statuerne fra en oldgræsk by.

Oldtidens kunstnere skabte deres værker ud fra deres tro på guderne, deres mytologiske sagn eller herskerens vilje. - Tradition, natur og skønhedsdyrkelse skabte stil og storhed, indtil kunstens tinde blev nået på Perikles' tid, da 60% af statens indtægt anvendtes til kunst.

Skønt der siden er gået et par tusinde år, er vel ingen nået til at gøre de gamle græske kunstnere rangen stridig; end ikke Renaissancens store navne kan fordunkle Fidias', Myrons eller Praksiteles'. - Utalte årtusinder er gået, siden Gud skabte det største kunstværk - mennesket - han skabte det i sit eget billede og lagde derved en dulgt skabertrang i os alle.

Billedkunstens oprindelse udgik således fra en guddommelig kilde, og i taknemmelig ærefrygt lavede menneskene til gengæld Guden i sit billede.

Og stadig er vel ingen lykkefølelse større end den moderen føler, når hun har født sit barn, eller den, der gennemstrømmer kunstneren, når han ene med sig selv mærker ideen fødes, føler arbejdet lykkes, som hans hænder frembringer - når det tænkte billede tager håndgribelig skikkelse i linier og form - det fødes - det bliver til - det lever.

Det menneske, der fik skaberevnens nådegave, kan aldrig helt fortvivle.