Morfar og Mormor i deres Hjem

af Rudolph Tegner

VOR Barndoms store Holdepunkt var og blev Tilknytningen til Mors Slægt, der spillede en saa betydelig Rolle i Halvdelen af det forlængst forgangne Aarhundrede.

Morfar og Mormor (Rudolph og Signe Puggaard) boede i Schimmelmanns Palæs øverste Etage, det nuværende Odd Fellow Palæ. Den statelige Rokokobygning var ud mod Bredgade hegnet af det skønne, gamle Smedejernsgitter, der dengang var dobbelt saa langt som nu. Gaarden var brolagt med mossede Sten, hvorimellem Græsset groede frodigt, og paa hver Side indrammedes den af lave Staldbygninger. Her herskede Morfars Kusk, Hans, over sine dejlige Køreheste og Kareter - et Eldorado for os Børn.

Omme bag Palæet laa en stor, gammel Have, omgivet af høje Plankeværker. Haven var fyldt med store, sorte Træer, hvis Kroner gjorde den mørk og skummel. Vi Børn vovede os nødig ind i det mystiske Halvmørke, der skræmte Barnesindet, og hvor de Voksne aldrig kom.

Schimmelmanns Palæ. (Fotografi c. 1875)

Saa var den flisebelagte Vestibule ud mod Gaarden ganske anderledes tiltalende. Der kunde man faa Toppen til ordentlig at danse paa de glatte Fliser, ligesom det var et dejligt Sted at spille Klink, saa Janter og Bukseknapper sang i de gamle Stenhvælvinger.

Løb vi op ad den monumentale Trappe, der førte til Beboelsen, kunde man køre paa Enden ned i Dybet ad det vidunderlige, brede Gelænder. - En enestaaende Nydelse!

Men kom vi Børn, renvaskede og i fineste Puds, paa Besøg hos Morforældrene, var Tonen en helt anden. Ledsaget af de ældre steg vi gravitetisk op ad ovennævnte Trappe, hvor der nu ikke var Tale om at kure ned. Saa ringedes der paa, og Tjeneren, Ljunggreen, lukkede højtideligt Døren op.

Han var i Uniform: Tjenerliberi med store Sølvknapper baade for og bag. Han modtog Overtøjet og meldte os med sin noget trætte og dæmpede Stemme, der i Tonen sikkert var adskilligt paavirket af Husherrens.

Denne Husets Vogter og uundværlige Faktotum havde vist ikke særlig Sympati for mig. Det kom mig nemlig for Øre, at han havde sagt, at jeg var en væmmelig Unge.

Entreen, vi kom ind i, var Æventyrets F6rgaard. Her stod Montrer fulde af sælsomme Ting. Store, hvide og røde Koraller og fantastisk snoede Konkylier laa derinde bag Glasset, som om de endnu befandt sig paa Havets Bund. Der var Dyr og Planter, vi ikke kendte Navnene paa, og oppe paa de svære Skabe sad Ørne og Falke, gloende ud i Rummet. Af alt var de store Skibsmodeller det vidunderligste, man kunde se. Her stod »Havfruen«, »Freja«, »Signe« og Fregatten »Tordenskjold«, fuldt riggede med Master, Ræer og Sejl. Den samme Sejler, jeg havde Været ombord paa, da den laa ovre ved Pakhusene paa Kristianshavn og blev kølhalet. Sikken en Rejsning at klatre op i og se ud over Land og Hav!

Ljunggreen aabnede Døren til den store Dagligstue.

Velopdragne og artige bukkede vi Børn for Morforældrene. De to Mennesker maa have været et smukt Par. De gamle, legemsstore Portrætter af Marstrand, Bloch, Olrik og andre kendte Malere vidner derom, for ikke at tale om Bissens Marmorbuster i Glyptoteket af dem begge.

Rudolph Puggaard var høj og rank med fornem, engelsk, reserveret Holdning. Med sit hvide Haar og sine Bakkenbarter og det høje, hvide Halsbind til den sorte, tilknappede Dragt gjorde han et respektfuldt og afstandtagende Indtryk.

Mormor maa endnu have været skøn dengang: klædt i den enkle, krinolineagtige, sorte Silkekjole med det stramme Liv, halvt dækket af det lange, broderede Sjal, der faldt ned over Skuldre og Ryg. Hun sad altid rank og tog imod os, naar vi kom paa Besøg.

Omkring hende vimsede hendes Selskabsdame eller Oldfrue, Hanne Sørensen, for at udføre hendes ustandselige Ønsker og Ordrer. Et trofast, opofrende og ydmygt Væsen, der maa have fundet sig i meget for at tilfredsstille Fru Puggaards sikkert ikke altid lige lette Fordringer. En sjælden Kvinde. Vi elskede hende.

Mormor var af ringe Herkomst: Lodsdatter fra Albuen ved Nakskov. Hun havde ved sit Giftermaal tilegnet sig betydelig Dannelse og Kultur. Hun var uhyre interesseret i billedlig Kunst. Det var hende, der fik min yngre Fætter, Oluf Hartmann, og mig til at tegne, lige fra vi var ganske smaa. I sit Ægteskab var hun som ung blevet gavnligt paavirket af sin Svigermoder, Bolette Puggaard, født Hage, hvis italienske Landskabsbilleder hang paa Familiens Vægge sammen med berømte Kunstneres Værker. Det var Oldemor, der havde indpodet Slægten Glæde ved Kunst og Respekt for Aand.

Signe Puggaard siddende ved sit Vindue. I Baggrunden Moltkes Palæ. (Akvarel af Jørgen Sonne)

En gammel Tegning af Købke viser hende i Midten af Kunstnernes Kreds, omgivet af Thorvaldsen og Guldalderens Malere og Billedhuggere i Rom.

Af andre, der var til Stede ved disse Familiesammenkomster i Palæet, var der selvfølgelig mine Forældre, Mors lidt ældre Søster, Bolette, skøn og fornøjelig, gift med Komponisten Emil Hartmann, deres Børn, vore Fætre og Kusiner, Bodil og Agnete, Johannes og Rudolph. Oluf var dengang endnu ikke født. Morfars eneste levende Søn, Hans Puggaard, med sin Hustru, Tante Magna, og Datteren, Karen. Døden havde allerede i min Barndom været paa hyppige Besøg i Slægten. Onkel Rudolph og Moster Marie laa allerede sammen med to andre Brødre ude paa Garnisons Kirkegaard mellem mine Oldeforældres og Orla Lehmanns Grave.

Men vi Børn vidste ikke dengang, hvad Knokkelmanden betød, og vi anede heller ikke, at den store Puggaardske Forretning allerede havde naaet sin Kulmination, og at der ikke skulde gaa mange Aar, før en Katastrofe ramte os alle.

Hages kom kun en sjælden Gang i Palæet. Trods Slægtskabet var Forholdet meget køligt. Rivalitet fra Oldefars Tid prægede endnu de to Familiers gensidige Holdning. Henne i Kronprinsessegade sad Tante Nancy som rig Enke. Stiv, med overdreven knejsende Nakke, docerede hun Litteratur og Politik, mens Strikkepindene røg op og ned. Spor af kunstnerisk Indstilling havde hun ikke, men hun vidste præcis, hvordan Landet skulde styres. En Lærdom, som Sønnen, Christopher Hage, maaske allerede dengang har nydt godt af, for umaadelig autoritativ var hun og holdt bravt paa sit Guld, hvilket aldrig havde ligget for Puggaard'erne.

Grøns og Bloms var ogsaa Gæster sammen med Fars Ven, Broberg, hvis Kone vi kaldte Tante, og som var Byens mest velunderrettede Eftermiddagsavis.

Af Kunstnere husker jeg særlig Thorvald Bindesbøll, ogsaa kaldet »Bøllen«. Han havde været Moster Bolettes og Mors Legekammerat fra deres Barndom. Brutal og kantet, med øjne som to Kugler, der stod ud af det ludende Hoved, indgød han mig ikke Spor af Sympati, skønt han var talentfuld og særpræget som Kunstner.

Nej, saa var den gamle Maler Jørgen Sonne anderledes forstaaende overfor os Børn.

Ran var med til alt, hvad Familien foretog sig, og har sikkert det meste af sit Liv nydt godt af den Puggaard'ske Gæstfrihed og Rundhaandethed.

Han var en lille, tætbygget Mand. Hovedet var noget rundt og knoldet, indrammet af et kraftigt, studset Fuldskæg.

Bestemte Meninger havde han om enhver Ting, der kom paa Tale, og uhyre flittig maa han have været i Betragtning af alle de Billeder, der eksisterer af ham, foruden den skønne, monumentale Frise paa Thorvaldsens Museum, hvor Familien Puggaard er portrætteret paa et af Frescoens Felter.

Omend Sonne ikke havde gaaet til Rom hjemme fra, saa havde han paa sine Studievandringer været udsat for adskilligt, og vi Børn lyttede aandeløst til hans eventyrlige Beretninger om italienske Røvere, Baghold i Bjergene og andre spændende Oplevelser.

Vi besøgte ham i hans Atelier over for den gamle Husarkaserne i Grønningen, hvor Gulvet skraanede af Ælde som en Rutschebane, og hvor der lugtede saa dejligt af Farver.

Han gav mig en Tegning eller et Fotografi med, naar jeg gik, for han vidste, at jeg var en lille Spire i samme Kald.

Var Dagslyset endnu stærkt nok i den store Dagligstue, inden man skulde gaa til Bords, kunde man fordybe sig i Stuens og Væggenes Pragt. Der hang fra Gulv til Loft Billeder af Eckersberg, Marstrand, Kyhn, Skovgaard, Roed, Sonne m. fl. De skønne, italienske Møbler brød kun Billedernes Rækker i det store, dunkle Rum.

Saa meldte Ljunggreen, at der var anrettet, og hele Selskabet satte sig til Rette omkring det store, aflange Bord i Spisesalen.

For hver Bordende sad Morfar og Mormor. Hun ivrig konverserende og dirigerende, han fornem og dæmpet, for her i Hjemmet var hun den absolutte Hersker, hvis Mening var den afgørende.

Vi Børn maatte selvfølgelig ikke mæle et Ord under Maaltidet, som dengang varede en Evighed, men man havde Tid til at stirre paa det skønne Sølvtøj, hamret i dejlige, antikke Linier og Former, for ikke at tale om de forskellige Spisestel, der vekslede med Retterne, og som alle vi Efterkommere endnu har Rester af.

Men dette Hjem i Palæet førte dengang sin egen Kulturtilværelse. Klunketidens forskellige Rædsler var holdt ude. Alt bar Personlighedens Præg og stod adskillige Trin over den gængse Borgersmag.

Efter Bordet var den store Dagligstue mørklagt, kun Baalet fra den aabne Kamin oplyste Stuen svagt. Vi Børn famlede os hen til Ilden, hvor vi omringede Sonne og satte os paa hans Knæ, mens han imponerede os med den Dristighed, hvormed han ordnede de brændende Favnestykker med sine bare Hænder.

Endelig blev Lamperne tændt, naar Mormors hektiske Rødme havde fortaget sig efter Maaltidet. Sytøj og Kannevas kom frem fra Poserne, og en eller anden satte sig til Flyglet for at spille Heise, Hartmann eller Gade, mens vi Børn studerede Billedbøger, spillede Lotteri eller søgte at udløse Barnefantasien i naive Tegninger.

Men Aftenerne gik hurtigt, især dersom man kunde se sit Snit til at stikke op i Mormors Stue, der laa nogle Trappetrin højere end Dagligstuen og vendte ud mod Pladsen foran Palæet.

Naar der ikke var større Selskab, var der mørkt og herligt at lege Skjul, men det endte jo altid med Latter, Hyl og Skrig, indtil Tante Hanne viste sig med Ordre fra Mormor om at komme ned til de voksne.

Samme Stue staar uudslettelig i min Erindring, men det er ved Dagslys. Vi smaa Unger er indbudt til Fastelavnsgilde med Chocolade og »Biden til Bollen«. Jeg ser endnu Mormor sidde paa Forhøjningen ved Vinduet ud mod Bredgade, mens alle vi Kusiner og Fætre staar i Kø for efter Tur at hoppe efter Bollen og forsøge at bide et Stykke af den.

Den er ophængt i en Snor, som Mormor trækker i, hver Gang en af os gør sit bedste for at sluge en Mundfuld af den.

Det morede øjensynljg den ærværdige Dame.

Hun selv havde i rigt Maal nydt adskillige Bidder af Livets attraaværdige Bagværk og undte gerne sine Efterkommere en Mundfuld med.

Legen fortsættes under vild Jubel, men da Turen kommer til mig, staar jeg mut og tvær og nægter trodsigt at hoppe og bide.

For første Gang i Livet føler jeg mig krænket til Hjerteroden. En Følelse af Foragt for dette uværdige Narregøgl behersker mig fuldstændig, og i min Stædighed giver jeg mig til at tude vildt. Men Tidens Opdragelse og Tugt er streng. Mormor rejser sig frygtindgydende og beordrer Ungen sendt hjem og forment Adgang til hende, indtil han møder op, angrende sin slette Opførsel og bedende om Forladelse.

Der gik vist fjorten Dage, inden jeg var mør til denne Canossagang.

Men disse omtalte Aftener hos Morforældrene gik hurtigt, og før man vidste et Ord af det, skulde man hjem og i Seng. Inden vi gik, blev vi fulgt over til Morfars særlige Værelser for at takke for Aftenen og sige Farvel.

Den gamle Herre sad i sin Stol og røg sin Cigar. Han klappede os paa Kinden og sagde nogle venlige Ord til Godnat. Han var nu iført en sort Fløjls-Slaabrok, som han havde trukket sig tilbage i fra Selskabet derinde. Ensom grundede han over Forretningerne og alt, hvad der tyngede hans Legeme og Sjæl. For han var en syg Mand dengang. Dog tror jeg, han gjorde alt for at føje sin Hustru og tilfredsstille hendes kostbare Foretagender.

I nogle Optegnelser af Moster Bolette findes en Beskrivelse af en Vinterfest, hvor der var samlet et mægtigt Selskab, som i 22 Kaner kørte ud fra Palæets Gaard for at spise Frokost i Dyrehaven og derefter feste videre efter Tilbagekomsten til langt ud paa Natten.

Jeg selv husker en Juleaften, hvor ikke færre end tre mægtige Juletræer var opstillet i Spisesalen og bugnede af Lys, Godter og Gaver.

Naar jeg beskriver Livet i Schimmelmanns Palæ, da gælder det hovedsagelig Vintermaanederne, for Foraar og Sommer er den Puggaardske Familie stadig i Bevægelse fra den ene Besiddelse til den anden.

Krathuset Aar 1848. Arkitekt Gottlieb Bindesbøll. (Pennetegning af Marstrand)

»Skovgaard« ved Ordrup og »Krathuset« var de Landsteder, det var lettest at komme ud til. »Skovgaard« var købt af Oldefar. Den laa ikke længere fra Københavns Børs, end at han kunde spadsere eller ride derind, men da jeg var lille, kom vi derud kørende med Hans paa Bukken, hvorfra man rigtig kunde indsuge Foraarsluften, se paa Hestenes arbejdende Bagfjerdinger og faa Lov et Øjeblik at holde Tømmerne.

Det har uden Tvivl været Stalden, der har optaget os mest, Gaarden erindrer jeg kun som bestaaende af lave Længer med store, lange Stuer.

Her paa »Skovgaard« foregik en Sommer et stort Bryllup. Osvalde Fibiger, som Mormor havde taget sig af, da hun var Barn, blev gift med en Søn af Komponisten Gade.

Det maa have været en straalende Fest, for jeg erindrer ikke at have set saa mange Lys som den Aften, før jeg senere saa Paris illumineret under Kejseren af Ruslands Indtog. Resten af Brylluppet fortaber sig i Mørke.

Morfars Søn, Onkel Hans, boede om Sommeren paa »Krathuset«, der ikke var særlig stort, men pragtfuldt i sit Indre. Derimod maa Parken have været omfangsrig med skovbeklædte Plæner, hvor jeg endnu ser Onkel Hans og vor Kusine Karen skyde til Maals med dejlige, store Flitsbuer. Ja, hvem der blot var blevet Indianer!

Men langt de bedste Sommerferier havde vi paa Morfars Gods »Hjuleberg« oppe i Sverige. Det laa nogle faa Mil Nord for Halmstad i en stenet og bakket Egn.

Vi sejlede fra København ledsaget af Tante Net, en Kusine til Mor, eller med Nicoline Schmidt, hvis Herkomst er forsvundet for mig i Taagerne. Om Aftenen ankom Skibet til Halmstad, hvor vi blev indlogeret paa Byens Hotel, hvortil Kusken Hans Dagen forud var kommet kørende fra »Borgen« for at hente os. Den lange Vej op til Godset gik gennem et stort og stenet Landskab med magre Marker, indhegnede af Stengærder. Straaene stod langt fra hinanden, og Korsene paa de smaa, rødmalede Torper søgte at skærme de ensomme Hjem mod alle onde Magter.

Ved Middagstid bedede vi i en gammel Kro, mens Hestene fik et haardt tiltrængt Hvil. Saa kørte vi videre forbi store Stensætninger, der var lagt i ovale Kredse. Længere henne knejsede to høje Granitstøtter, trodsende Tidens Tand, skønt den havde gnavet dygtigt i dem i Aartusinders Løb.

Hans sagde, de hed: Hagbarth og Signe. Mærkeligt, hvordan man kunde faa saa svære og saa høje Klodser stillet paa Enden. Det maa have været Kæmper med uhyre Kræfter, der kunde rejse saadanne Sten.

Men Hans vidste Besked: Det var Vikingernes Værk.

Vognens Rumlen over den stenede Vej, hvor vi ofte maatte gaa op ad Bakkerne for at skaane Hestene, gjorde os søvnige, til Hans pegede med sin Pisk paa en Prik, der laa højt oppe paa et skovklædt Bjerg. Det var »Hjuleberg«, Maalet for vor Rejse. Bønderne kaldte det statelige Granitslot for »Borgen«, som Morfar havde ladet den unge Th. Bindesbøll bygge.

En stor Marmorhund, næsten som en af dem i Andersens Eventyr, holdt Vagt ved Indgangen, hvorfra Mormor, Tante Hanne og Ljunggreen kom ud med Piger og Karle for at tage imod os. Vi blev anbragt i Gæsteværelserne, vasket og omklædt efter den lange Køretur, fodret af og puttet dødtrætte i Seng.

Den næste Dag tog vi med Storm det hele i Besiddelse. Stuerne forekom mig endnu større end Palæets i København, og oppe i anden Etage blev man helt borte i en mægtig Sal, saa stor var den.

I Vestibulen stod der Marmorstatuer, og Trappegelænderet snoede sig indbydende op gennem Bygningen, lige til at kure ned ad.

Stuerne var udstyret med samme Pragt som derhjemme, og Hyggen forøgedes ved høje Paneler af sjældne, fine Træsorter, hjemført af de Puggaardske Skibe. En lang Arkade med Stensøjler vendte ud mod Landskabet, som fortonede sig i lave Høje. Men oppe fra Bygningens Taarn, hvor den danske Vimpel blafrede i Vinden, var Udsigten mægtig. Tænk, hvor Verden var stor og Menneskene bitte smaa! Set heroppefra ikke større end Myrerne, der krøb i Granskoven. Markerne og Skovene blev borte i Horisonten, og derude tegnede sig en blaa Stribe - det var Vandet, det store Hav, vi var sejlet over for at komme hertil.

For »Borgens« Fod laa Avlsgaarden, hvor jeg skulde tilbringe saa mange dejlige Somre, og hvor min barnlige Virkelyst ledte mig ind til mit Livs Virksomhed.

Bag de lange Lader og Stalde laa det dejligste Tømmerværksted. Derinde stod »Huggedrengen«, som vi kaldte ham, og arbejdede hele Dagen. Ganske vist var han døvstum, men han var saa god og rar og smilede elskeligt til os. Han vandt mit Hjerte, og snart var jeg i Gang med at udhule en Træklods for at forme den til et Skibsskrog. Saa maatte der Master og Sejl paa, og Dagene fløj med feberagtig Travlhed for at faa Skuden færdig til at sætte ud i Aaen.

"Hjuleberg" i Halland, bygget af Arkitekt Th. Bindesbøll c. 1875. (Akvarel af Th. Bindesbøll og Kyhn)

Skib efter Skib løb af Stabelen, stadig i større og større Maalestok. Det kneb forfærdeligt at rive sig løs, naar Middagsklokken kaldte langt oppe fra det fjerne.

Bag ved Borgen strakte Skoven sig op ad Bjerget med Bøg, Eg, Gran og Fyr. Naturen kaldte og trængte ind i Barnesindet.

Store, spraglede Sommerfugle fløj omkring heroppe. Aa, dem maatte man have fat i! Et Net blev sat paa en Stang, og af Sted foer vi paa den vilde Jagt.

En Dag, Solen bagte, som om det var ved Æquator, fik jeg øje paa et særligt pragtfuldt Eksemplar. Sommerfuglen fløj stadig højere og højere op ad en Sti. Jeg forfulgte den aandeløst, mens den flaksede ind mellem Træerne. Stien var hørt op, Skoven lukkede sig omkring mig, og Stilheden susede gennem mit Hoved, ikke en Vind rørte sig.

Sommerfuglen forsvandt, jeg var ene. Mit Hjerte begyndte at hamre, og pludselig greb Rædslen mig. Som en vanvittig styrtede jeg ned ad Bjerget. - Jeg havde set Pan.

Siden denne Tildragelse var Angsten for Skoven, som jeg skulde igennem for at komme ned til Huggeboden, gaaet mig i Blodet. Der kunde jo vise sig en Ulv med ildrødt Gab og lange Hugtænder ligesom i Eventyret om Rødhætte. Jeg traf den Gudskelov ikke, men jeg saa dens Livretter: de smaa, uskyldige Lam, blive slagtede nede ved Længerne. Jeg saa med Gru Kniven blive jaget i dem, de brægede saa bønligt, naar Blodet styrtede ud af Halsen paa dem. Saa blev de tavse og var døde.

De skulde ædes af andre Ulve.

En anden Gang var der to store Rovfugle inde i en Lysning af Skoven, som havde Opgør med hinanden. De baskede rasende med de udspilede Vinger og foer hakkende og skrigende mod hinanden. Jeg løb, for nogen Helt var jeg ikke, men Verden var vist ikke helt god at komme igennem.

Den døvstumme hilste os Drenge velkommen hver Sommer. Skibene blev afløst af andre Opgaver.

Nu skulde det være Bygninger, hele »Hjuleberg« skulde kopieres i Miniature.

Mormor gav mig alle Morfars tomme Cigarkasser, og saa gik det løs med at save og lime Træstykker sammen, til baade Borg og Avlsgaard stod færdig.

Begejstret for Resultatet beordrede Mormor det hele udstillet i fri Luft midt i »Trægaarden«, hvor alle Egnens Folk strømmede til for pligtskyldigst at beundre Værket.

Det var min første Udstilling. Men fra den Dag havde jeg erobret Mormors Hjerte.

Dog var det selvsagt ikke hver Dag, jeg kunde hengive mig til min Fingerfærdighed. Alle vi smaa Kammerater havde nok at foretage os. Oppe i Salen havde Bodil og Agnete Hartmann faaet Lov til at lave Teater. Hvad det var, de opførte, aner jeg ikke, men min lille Bror, Hans, blev i alt Fald klædt splitternøgen af og lagt i en Vugge for at agere med i et Tableau, da Kusinerne syntes, han var saa vidunderlig dejlig. Men Skuespiller blev han ikke af den Grund.

Et Par Somre efter var samme unge Mand ved at drukne i Mergelgraven. En Vandtønde paa Hjul med to Vognstænger, som Ungen var klatret op paa, fik Overbalance og kastede Fyren ud i det mudrede Vand. Den gamle Maler Sonne stod ikke langt borte og saa Katastrofen. Han styrtede resolut ud i Vandet til Halsen og fik Krabaten halet i Land.

Ovennævnte Sal var ellers ikke saa rar at gaa igennem, naar det blev mørkt, især efter et Besøg i den gamle Landsbykirke, hvor store Kister stod opstablet nede i Kælderen med Resterne af de hedenfarne Ejere af Godset.

Der var sært uhyggeligt dernede, for mange af Kisterne var ved at falde fra hinanden, som om Benraderne var ved at sprænge deres trange Hylstre og vilde ud. Den fugtige, mugne Luft stod lang Tid efter i Ens Næsebor.

Skulde man i Seng om Aftenen, gik Vejen gennem Salen, og saa var det bedst at være to, for hvem ved, om han, som hang der paa Væggen, ikke kunde træde ud af Rammen? Man kunde jo dø af Skræk. Der manglede ikke Stof til at sætte Barnefantasien i Sving. Naturen, der omgav "Hjuleberg«, gav sit Bidrag gennem de store Skove, de dunkle Søer eller en brusende Elv, der styrtede sine Vandrnasser i Dybet.

I Frederiksgade, hvor vi endnu boede, hørte vi en Dag, at Morfar var død oppe paa »Borgen«, som han elskede. Vi hørte Mor og Far tale dæmpet om Ruin og Katastrofe. Godset skulde sælges, det var umuligt at øse flere Penge i det, for det slugte Kapitaler hvert Aar.

Tænk, hvis vi ikke mere skulde holde Ferie oppe paa »Borgen«, men maaske var det dog ikke saa slemt. Gud ske Lov var der foreløbig ingen Køber.

Saa kom vi atter derop, hvor Mormor en Sommer sad alene med Indskrænkninger paa alle Omraader. Det følgende Aar førte Hartmanns Hus deroppe. Men Hovedindgangen blev lukket. Hans med sine Vogne og Heste forsvandt, og Indgangen om Aftenen var gennem den mørke Kældergang.

Sorgløsheden hos os unge lod sig dog ikke kue, og Onkel Emil og Moster Bolette var søde og gode mod os Nevøer.

Vi spiste stadig i Spisesalen. Onkel Emil, i sin Originalitet, havde de særeste Indfald. En Middag, hvor Rødgrøden blev sat frem paa Bordet i et enormt Fad, stak han pludselig sin Næve dybt i Grøden og gav sig til at øse op i Tallerkenerne. Haanden drev over Dugen af den røde, søde Grød, indtil han beordrede sine Sønner, Rudolph og Johannes, hen paa hver sin Side af sig. Saa tørrede han ugenert Hænderne af i deres krøllede Hoveder.

Vi lo, saa vi næsten forgik.

Samme Onkel havde ofte Løjer med min ældste Broder. Han drillede den unge Mand, som daarlig kunde se et Skørt, uden at han straks blev dødelig forelsket.

Da der en Tid var en yngre Dame paa Besøg nede hos Forvalteren, blev hun hurtig Genstand for hans Attraa. Men Pigebarnet var meget ældre end min forlibte Broder, saa det morede Onklen at komme med Stiklerier ved enhver Lejlighed.

Frederik blev mere og mere rasende, indtil han en Dag gik ind til ham, kastede sin Handske for Fødderne af den formastelige Onkel og udfordrede ham til Duel paa Pistoler eller Kaarde, ganske efter Behag.

Duellen fandt aldrig Sted, men blev Kilden til mægtigt Grin.

Haven i Hellebæk med Rudolph og Signe Puggaard. (Maleri af Kyhn)

Saa skete det uundgaaelige: »Hjuleberg« blev solgt, og Mormor trak sig tilbage til Gaarden i Hellebæk, som Puggaards havde lejet i 100 Aar af Schimmelmann.'

Paa dette yndige Sted ved Øresund i det dengang idylliske Hellebæk fortsatte vi vore glade Ferier. Her levede Mormor, resigneret og stille, i flere Aar, indtil Døden tog hende ved Aarhundredets Slutning.

Men Erindringen om Storhedstiden tog vi Børn og Børnebørn med os gennem hele vort Liv.

Rudolph Tegner.