Rudolph Tegners Søjleportal

af Sven Lange

Det er umuligt ikke at beundre den sjældne kunstneriske Energi, det Storsyn, den Idérigdom, der besjælede Rudolph Tegner, da han undfangede og skabte sit sidste Værk: den store Søjleportal, hvis Model nu er udstillet i Raadhushallen. Her er da endelig den Mand, der overgiver sit Talent og sit Arbejde helt og holdent i en stor Idé's Tjeneste, - blandt Billedhuggere hertillands er han virkelig i saa Henseende et Særsyn. Hvad hans tidligere Produktion gav spredte Løfter om, er her samlet i en anspændt og mangfoldig Bestræbelse efter at naa det yderste, hans Evne kan fylde: den største Skønhed, han kan se, det største Dybsind, han kan lodde. Han giver alt, hvad han har tænkt og følt, og Resultatet er blevet det mest omfattende plastisk-arkitektoniske Arbejde, der hidtil er skabt af vor moderne Skulptur.

Lad os først se lidt nærmere paa dets Portal.

Portalen er bygget op af to Søjlebundter, der hver bestaar af sex Søjler, og som bærer en massiv, højtsvungen Bue. Denne Bue krones af en stor Gruppe: Eros, der kører frem med et stejlende Firspand, - og omkring Søjlebundternes Fod flokkes talrige Menneskefigurer i staaende og siddende Grupper: alle som Symboler paa det Liv, Eros skaber paa jorden.

Kærlighedens Port kan Søjleportalen derfor med Rette kaldes, eller - mere omfattende - Livets Port. - En bestemt Udvikling har Kunstneren givet sin Idé gennem de forskellige Grupper, - en Udvikling, der bevæger sig fra Menneskets Fødsel til dets Død, - og blandt Grupperne paa den højre Bagside af Portalen tager den sin Begyndelse.

Der ses - i en Grotte, der er hvælvet ind i den Granitblok, der bærer Søjlerne - Menneskets Fødsel: det lille Barn staar oprejst mellem Forældrene, der betragter det hver fra sin Side. Og ved Søjlebundtets Fod ovenover mylrer Børnene frem; en ung Moder har indesluttet sin kravlende Yngel i sit Skød som i en Rede; andre unge Mødre strides blidt om deres Smaabørns Fortrin; andre kysser dem stille eller leger med dem i Jubel.

Paa Portalens Tværside fortsættes Udviklingen gennem Billeder af Ungdom og Drømme. To unge Kvinder sidder tæt omslyngede, sovende - eller rettere: endnu ikke vaagnede, ("i Mulmets Skød" kalder Kunstneren Gruppen) - som Symbol for Hjertet, der gemmer alt men endnu ikke er oplukket for Elskoven. Paa hver sin Side af Midtersøjlen kommer en ung Mand og en ung Kvinde frem, medens de søgende strækker den ene Arm frem, - de nærmer sig hinanden, drevne af en ubevidst Trang, som i Blinde.

Og Udviklingen fortsættes paa Portalens højre Forside: her skildres Kærlighedslykken. I to siddende Grupper ses Kvindens stille Hengivelse overfor Mandens prøvende Tvivl, og det første kyske Kys mellem de Elskende. En staaende Gruppe skildrer Familielykken: de unge Forældre og deres Slægt er samlede i rolig Betragtning af det nyfødte Barn.

Videre fortsættes Udviklingen paa Portalens venstre Forside: Kærlighedskonflikterne begynder. I to Grupper vises den første Uenighed mellem det surmulende unge Par, og det bitre, tunge Brud. En midtergruppe en ung Kvinde staaende med en rolig Holdning mellem de ophidsede Rivaler.

Paa Tværsiden følger derefter Kampen. En knælende Yngling hæver Sværd og Skjold op i Luften under Hævnskrig for den Dræbte, der ligger ved hans Side. En anden løfter i Triumf sin dræbte Fjende paa sine højt opstrakte Arme, en tredie krummer sig døende ved hans Fod.

Endelig afsluttes - paa Portalens venstre Bagside - Udviklingen med Skildringer af Afskeden, Sorgen og Døden. I rolige Grupper ses sørgende Skikkelser, der stille hengiver sig til deres Smerte eller trøster hinanden, og som alle samler sig om den ene centrale Figur: Mennesket, Manden, Faderen, der sidder sammensunket, med Hovedet mod sit Bryst, død af sin Alder og sit Livs Besvær. Og i Grotten, der er hvælvet ind i Granitblokken under Søjlerne ses Liget ligge udstrakt, stille og ensomt som i en Grav.

Hermed er Udviklingen afsluttet, Ideen fuldført, - Kresen atter lukket.

Som min Skildring maa have røbet, giver den Tanke, der bærer en Udvikling som denne, ikke noget egentligt nyt. Hverken Helheden eller de enkelte Figurer og Grupper giver Udtryk for en saa personlig Opfattelse af Menneskets Liv, at den uvilkaarlig paatvinger sig Beskueren som en Aabenbaring, et virkeligt Fund. Hvad her er skildret, er Resultatet af en aandfuld Mands rolige Eftertanke, af hans Syslen med de filosofiske og poetiske Begreber om Livets Kaar, der efterhaanden er bleven saa indarbejdede i den almindelige Bevidsthed, at de er bleven Allemands Eje.

For Rudolph Tegner som Plastiker er det imidlertid en Lykke, at hans Opfattelse har faaet et mere almenmenneskeligt Præg, - hans tidligere Forsøg i det kraftgenialske faldt aldrig heldigt ud. Naar Sjælen ingen virkelige Aabenbaringer skænker En, handler man forstandigt ved ikke at lade, som om man havde modtaget nogen, - og lykkeligt er det, at Skulpturen ingen videre Visdom behøver for at virke efter sin Hensigt. Det disharmoniske Præg, som Tegners tidligere Produktion gennemgaaende har haft, havde jo sin væsentlige Grund deri, at hans Evne viste sig som mere poetisk end plastisk, som mere malerisk end skulpturel. I sit nye store Arbejde har han naturligvis ikke helt kunnet frigøre sig for disse Ejendommeligheder, men det er, som om hans mere faste og rolige Opfattelse af Stoffet uvilkaarligt har indvirket paa hans Behandling deraf. Han ser nu ikke stort anderledes paa sit Emne end det Publikum, han arbejder for, og den Bevidsthed har simplificeret hans Kunst.

Saaledes er det ikke vanskeligt at faa øje paa den symetriske Opbygning af de enkelte Grupper, - øjet følger med Velbehag den store Bølgelinje, der former de forskellige Skulpturer fra først til sidst til et harmonisk Hele: Paa Forsiden af Portalen hæver Linjer sig ved Foden af begge Søjlebundter fra de siddende Figurer op over den centralt staaende Gruppe, indtil den atter sænker sig mod de siddende Skikkelser paa den anden Side, og fortsættes saaledes paa samme Maade ned over Grupperne paa begge Portalens Tværsider; paa Bagsiderne indtræder en virkningsfuld Variation, idet Bølgelinjen fra Ydergrupperne ved Foden af begge Søjlebundterne sænker sig ned mod den centrale Gruppe, som her er siddende. Og en endnu betydeligere Linjevirkning er opnaaet ved Modsætningsforholdet mellem Grupperingen af Skikkelser i de to Grotter, der paa Portalens Bagside er hvælvet ind i Graniten lige over for hinanden: den kompakte, mylrende Masse i "Barnets Fødsel" lige over for den strængt rolige, lige Linje, som Liget danner i "Graven".

Ogsaa i mange af de enkelte Grupper og Figurer spores mere sund Natur, mere Hvile og skulpturel Balance, end man ellers er vant til hos Tegner. Jeg kunde fremhæve de to roligt drømmende Kvinder, som Kunstneren har kaldet "I Mulmets Skød", der i plastisk Henseende maaske er det smukkeste, Tegner har skabt; Gruppen "De søgende", hvor den poetiske Tanke, der jo ikke saa sjælden tidligere har ført ham paa skulpturelle Vildveje, finder et ligesaa dybsindigt som naturligt og plastisk Udtryk; Gruppen "Kysset", hvis Klarhed og Maadehold i den kunstneriske Opbygning giver den netop det Præg af Kyskhed, som er tilsigtet - og frem for alt Gruppen "Trøsten", hvor de to Figurers enkle Holdning og troskyldige Bevægelser samler sig til et Billede af stilfærdig Inderlighed, som man ellers har savnet hos Tegner.

Men nogen gennemført kunstnerisk Stil ejer denne Skulptur ikke. At alle Figurerne er nøgne eller næsten nøgne er for saa vidt forsvarligt, da dette jo kun understreger hele Værkets symbolske eller allegoriske Karakter, men den forbinder dem ikke tilstrækkeligt med hinanden, og de Gevandter, der paa maa og faa og ikke altid paa æsthetisk tiltalende Vis er slynget om nogle af dem, gør det heller ikke. Noget vist upersonligt er der over alle disse Skikkelser, - og hvor en Personlighed hist og her skimtes, er den ikke Tegners. Et slaaende Exempel herpaa er den centrale Gruppe paa Portalens venstre Forside: "Rivalerne," - her minder den smukke kvindelige Midterfigur mest af alt om italiensk Renæssancekunst (Donatello), medens de mandlige Skikkelser, der flankerer hende, helt og holdent synes skabt i Rodins, og Meuniers Aand. Denne Usikkerhed med Hensyn til den ydre Stil viser sig ogsaa særdeles tydeligt i den store Gruppe, der kroner Portalen: Eros og hans Firspand. Her er selve Gruppen nærmest skabt efter klassisk Mønster, - men under den har Kunstneren (sagtens for at skjule Hestenes Maver) anbragt tre smaa Grupper af truttende Basunengle, helt i Barokstil.

Disse Indvendinger betyder imidlertid ikke saa meget, de er kun anførte fordi de forekommer mig at karaktisere Tegners Kunst som Helhed. Dette Værk vil hævde sig trods dem.

Thi Skulpturen er jo kun en Del af Værket, disse Figurer og Grupper faar først deres Betydning, naar de støttes og højnes af den arkitektoniske Baggrund.

Kunstneren har her haft en meget smuk Idé - om den end sagtens er ligesaameget af poetisk-literær Natur som af plastisk - han har samlet sine Skikkelser omkring Foden af de høje Søjlebundter, der overskygger dem som en Skov. De leger deres alvorlige Leg - deres Elskov og Lykke, deres Kampe og Død - i Skyggen af disse mægtige Træer, der peger mod Evigheden.

Ogsaa rent kunsnerisk set er Idéen lykkelig. Igennem Søjlebundterne vil Lyset - der spiller en saa uhyre Rolle i Skulpturen - kunne falde ind alle Dagens Timer igennem, og vekslende for hver Time. Ved dette rige Spil af Lys og Skygge ned over de mangfoldige Grupper vil der skabes uanede Virkninger.

Søjlebundterne afsluttes af deres Kapitæler og af den højtsvungne Bue, der spænder over den.

Jeg forudser her adskillige arkitektoniske Indvendinger:

De to inderste Søjler staar helt frit og har intet at bære, - og dette strider aldeles mod Søjlens arkitetoniske Bestemmelser. Maaske er dette rigtigt, - og i saa Fald maa disse Søjler bort.

Kapitælerne er altfor fantastisk udarbejdede; de forstyrrer den arkitektoniske Virkning, der her kun tilstræber Renhed og Enkelthed, - og desuden fordrer selve Granit'ens Materiale en mindre kunstfærdig Teknik. Hvis dette er sandt, kan Kunstneren naturligvis uden Vanskelighed omarbejde dem.

Endelig vil den høje Bue, der forbinder Søjlerne vistnok synes mange at være altfor massiv i Forhold til Søjlerne, der bærer dem, og derfor uskøn. Nogle vilde maaske foretrække de to Søjlebundter alene; andre vilde sagtens foreslaa at afslutte Portalen rektangulært, som en antik Triumfbue.

Men hertil maa siges, at Buen, - som i Virkeligheden ikke er saa massiv som den synes paa et Fotografi, fordi Søjlebundterne, der bærer den, fremtræder langt fyldigere, naar man ser dem - i sig selv er en naturlig og nødvendig Fortsættelse og Afslutteise af Kunstnerens Tanke med hele Værket. Fra de høje Skove, der symbolsk overskygger Menneskets Liv, hvælver Buen sig, som et Symbol paa den lov bestemte Skæbne, der samler alle Tilfældigheder under Evighedens abstrakte Rytmus.

Saaledes er dette Værk, - saaledes er det tænkt. Men det skulde dog udføres og blive til Virkelighed, - og her mødte det den største Vanskelighed af alle: Hvor skal det finde sin Plads? Har en By som København, - har en saa elskværdig og dygtig, men saa idéforladt By Brug for et saadant Værk? Har den Krav derom? Har den Tilpasningsevne dertil?

Dette er efter min Mening det betydningsfuldeste Spørgsmaal i denne Sag.

Sven Lange.

Illustrationer:

Livets Port
Trøsten
Ungdom og Drøm (Portalens højre Tværside)
Kysset (Højre Forside)
I Mulmets Skød
Rivaler (Venstre Forside)
Kampen (Venstre Tværside)