Men - jeg slaar fast: intetsteds kunde man lykkeligere have den naive og samtidig vidunderligt kloge Fornemmelse af at kunne leve ubekymret som i Paris, hvor denne Følelse saa fyrsteligt fæstnedes gennem Formskønhed, Klimamildhed, Rigdom og Tradition. Hver enkelt af os unge Mennesker optog en Del af denne Lethed i sig og ydede derved sin Skærv dertil; Kinesere og Skandinaver, Spaniere og Grækere, Brasilianere og Canadiere - alle følte de sig hjemme ved Seinens Bredder. Der fandtes ingen Tvang; enhver kunde tale, tænke, le og kværulere, naar og hvor det stak ham; enhver levede, som; det passede ham, ensomt eller i Selskab, ødselt eller sparsommeligt, luksuøst eller á la bohéme; der var Plads for enhver Egenart, der var sørget for alle Muligheder. Der var sublime Restauranter med alle Slags kulinariske Troldkunster og Vinsorter til to Hundrede eller tre Hundrede Francs og med syndigt dyre Cognacs fra Marengos og Waterloos Dage; men man kunde spise og pokulere næsten lige saa ypperligt hos en hvilken som helst billig Marchand de Vin henne paa Hjørnet. I de tætproppede Studenterrestauranter i Quartier Latin fik man for et Par Sous de lækreste Smaating før eller efter en Beefsteak og dertil Rødvin eller Hvidvin og kosteligt Franskbrød saa langt som en Træstamme. Man kunde gaa klædt, som det behagede En; Studenterne promenerede paa Boulevard Saint-Michel med deres kokette Baretter, mens »rapin«erne, Malerne, gjorde sig bemærkede ved Hatte saa brede som Kæmpesvampe og med romantisk sorte Fløjlsjakker; Arbejderne travede ugenert paa den fornemste Boulevard med blaa Bluser eller i Skjorteærmer, Gæstgiverne optraadte med blaa Forklæder, og Ammerne rullede af Sted under mægtige Bretagne-Hætter. Det var saamænd ikke nødvendigt, at det skulde være den fjortende Juli, for at et ungt Par kunde begynde at danse paa Gaden efter Midnat, og skete det, lo Betjenten bare ad det: Gaden tilhørte jo alle! Ingen generede sig for nogen; de smukkeste Piger skammede sig ikke ved at gaa Arm i Arm med en begsort Neger eller en slidsøjet Kineser og forsvinde med ham i det nærmeste petit hôtel - hvem i Paris brød sig om slige først langt senere opblæste Fugleskræmsler som Race, Klasse og Afstamning? Man gik og talte og sov med den, der behagede En - og gav saa Fanden i de andre. Ak ja, man maatte have kendt Berlin i Forvejen for ret at kunne elske Paris, man maatte have oplevet Tysklands frivillige Servilitet og kantede og smerteligt skarpt tilslebne Standsbevidsthed, hvor Officersfruen ingenlunde »havde Omgang med« Lærerfruen, og denne ikke med Købmandsmadammen, og denne først og fremmest ikke med Arbejderhustruen. I Paris derimod gik Revolutionens Arv endnu levende rundt i Blodet: den arbejdende Proletar følte sig som en lige saa fri og fuldgod Borger som sin Arbejdsgiver; paa Kaféen trykkede Kelneren kollegialt den galonerede Generals Haand; flittige, ærbare og propre Smaaborgerkoner rynkede ikke paa Næsen ad den prostituerede paa samme Opgang, men slog daglig en Passiar af med hende paa Trappen, og deres Børn forærede Damen Blomster. Paa en fornem Restaurant - Larue ved Madeleine - oplevede jeg engang et !ndtog af rige Bønder fra Normandiet. De havde i Forvejen været til en Barnedaab. Med Sko saa tunge som Hove kom de drønende ind i Lokalerne i deres Landsbys Dragt og med saa grundigt pomadiserede Parykker, at man kunde lugte dem helt ud i Køkkenet. De snakkede højt og blev mere og mere højrøstede, jo mere de drak, og ugenert lo de og stødte deres tykke Kvinder i Hofterne. Det ødelagde ikke deres Fornøjelse det allerringeste, at de sad midt iblandt kjoleklædte Herrer og Damer i grande, toilette som ægte Bondeknolde; men - ej heller den spejlblankt barberede Kelner rynkede paa Næsen ad dem, som han i Tyskland eller England vilde have gjort ad slige Gæster fra Landet af; han serverede for dem akkurat lige saa høfligt og mønstergyldigt som for Ministre eller Excellencer, og Maître d'Hôtel undte sig selv den Fornøjelse at hilse i særlig Grad hjerteligt paa de noget burschikose Gæster.

Paris kendte kun de sidestillede Modsætninger, ikke noget Foroven og Forneden; mellem Luksusgaderne og de snavsede Gyder ved Siden af gik der ikke nogen synlig Grænse, og alle Vegne gik det lige lystigt og muntert til. I Forstadens Gaarde musicerede Gademusikanterne, oppe fra Vinduerne hørte man Midinetterne synge ved deres Arbejde; alle Vegne laa der en glad Latter i Luften eller et godmodigt, venligt Tilraab. Hændte det, at et Par Kuske her og der "engueulerede" hinanden, saa gav de hinanden Pote bagefter, drak et Glas Vin sammen og sprættede Skallerne op paa et Par Østers - til Spotpris. Intet var stift eller vanskeligt. Forbindelser med Kvinder knyttedes let og løstes lige saa let, hver Krukke fandt sit Laag, enhver ung Mand fandt en livsglad og fuldkommen usnerpet Veninde. Aa, hvor levede man utynget, hvor levede man godt i Paris, og navnlig da, om man var ung! Bare det at slentre om paa maa og faa var en Fryd og samtidig noget, man lærte noget af, for alting stod aabent for En - man kunde gaa ind til en Antikvar og staa og rode i Bøgerne et helt Kvarter, uden at Sælgeren knurrede eller brummede; man kunde gaa op paa de smaa Gallerier, og man kunde omstændeligt undersøge og prøve alle Varerne i Bric-á-Brac Butikkerne; man kunde nippe til Auktionerne i Hôtel Drouot og sludre med Guvernanterne i de offentlige Anlæg; det var ikke let at holde inde, naar man først var begyndt at flanere, Gaden trak magnetisk En videre og viste uafladeligt og kalejdoskopisk noget Nyt. Blev man træt, kunde man sætte sig paa Terrassen foran en af de ti Tusinde Kaféer og skrive Breve paa gratis uddelt Brevpapir og samtidig lade sig forevise naragtigt og overflødigt Kram af Gadehandlerne. Kun eet var vanskeligt: at gaa hjem, navnlig i det begyndende Foraar, naar det sølverne bløde Lysskær laa over Seinen, naar Boulevardens Træer stod med spædt, grønt Løv, og hver ung Pige gik med sin lille Violbuket til een Sou paa Barmen; men det behøvede sandelig ikke absolut at være Foraar, for at man skulde være i godt Humør i Paris.

Paris var paa den Tid, da jeg lærte Byen at kende, endnu ikke smeltet saa fuldstændigt sammen til en Enhed, som den er i Dag, takket være Undergrundsbaner og Automobiler; det var endnu hovedsageligt de vældige, af tunge, dampende Heste trukne OmnibusI ser, der dominerede Trafikken. Ganske vist kunde man næppe opdage Paris paa nogen mere behagelig Maade end oppe fra »Imperial«, disse brede Karrossers Tagetage - eller fra de aabne Drosker, der ligeledes ikke jog alt for vildt af Sted. Men det var nu alligevel dengang en hel lille Rejse fra Montmartre til Montparnasse, og naar jeg tænker paa Pariser Smaaborgernes Sparsommelighed, anser jeg absolut den Legende for troværdig, at der endnu fandtes Parisere fra rive droite, som aldrig havde været paa rive gauche, og Børn, som udelukkende havde leget i Luxembourghaven og aldrig havde set Tuileriehaven eller Parc Monceau. Den ægte Borger eller Portner, Concierge, blev gerne chez soi, i sit Kvarter; han skabte inde i StorParis sit eget lille Paris, og hvert enkelt af disse Arrondissementer havde derfor stadig sit tydelige, nærmest provinsagtige Præg. Det betød derfor ligefrem et vigtigt Valg for den fremmede, dette: hvor han skulde rejse sit Telt.

Quartier Latin fristede mig ikke mere. Ved et tidligere kort Besøg, da jeg var tyve Aar, var jeg styrtet lige fra Toget til Quartier Latin; straks den første Aften havde jeg siddet i Cafe Vachette og ærbødigt faaet forevist Verlaines Plads og det Marmorbord, han i sin Drukkenskab altid vredt dundrede i med sin tunge Stok for at skaffe sig Ørenlyd. Til hans Ære havde jeg alkoholfri Akoluth drukket et Glas Absinth, ihvorvel dette grønne Stads aldeles ikke smagte mig - men som ungt, ærbødigt Menneske mente jeg, jeg var forpligtet til i Quartier Latin at holde mig til Frankrigs lyriske Digteres Ritual; allerhelst havde jeg dengang af lutter Stilfølelse taget Bolig paa femte Sal i en Mansard ved Sorbonne for mere loyalt at kunne leve med i den »ægte« Quartier Latin-Stemning, som jeg kendte den fra Bøgerne. - Nu, i Femogtyveaars Alderen, følte jeg derimod ikke slet saa naivt romantisk. Studenterkvarteret forekom mig for internationalt, for uparisisk. Og frem for alt ønskede jeg ikke mere at vælge mit varige Kvarter i Overensstemmelse med litterære Reminiscenser, men efter, hvor jeg vilde kunne gøre mit eget Arbejde bedst.