Det var en stor Lykke for mig Kunstner-Begynder at møde Mennesker af denne sjældne Art; men den afgørende Lære ventede mig endnu, en Lære, der skulde faa Betydning for hele mit Liv.

Det var Tilfældets Gave. Hos Verhaeren var vi geraadet i Diskussion med en Kunsthistoriker, der hævdede, at den store Plastiks og det store Maleris Tid desværre var forbi. Jeg protesterede ivrigt: levede maaske ikke Rodin endnu blandt os, og var han som Formkunstner maaske ringere end Fortidens store? Jeg begyndte at opremse hans Værker, og som altid; naar man kæmper mod en anden Opfattelse, blev jeg næsten vred af bare Iver. Verhaeren smilede ganske stille hen for sig en Stund, saa sagde han: »Naar man elsker Rodin saa højt, burde man egentlig lære ham at kende. Jeg skal hen i hans Atelier i Morgen. Hvis du har Lyst, saa kan jeg tage dig med.«

Om jeg havde Lyst! Jeg kunde ikke sove for Glæde. Men hos Rodin blev jeg stum. Jeg formaaede end ikke at henvende Ordet til ham, og jeg stod der mellem Statuerne, som om jeg selv kunde være en Statue. Underligt nok syntes denne min Forlegenhed at behage ham; for da jeg tog Afsked, spurgte den gamle Mand mig, om jeg ikke havde Lyst til at se hans egentlige Atelier i Meudon, og han indbød mig endog til at spise hos ham. Jeg havde allerede modtaget den første Lære: at de virkelig store Mænd altid er de mest elsk- værdige.

Lære Nummer to var denne: det er næsten altid dem, der levet mest enkelt. Hos denne Mand, hvis Ry fløj over hele Verden, og hvis Værker som intime Venner var vor Generation præsent Linie for Linie, spiste man beskedent og tarveligt som hos en jævn Gaardmand: en god, mør Steg, et Par Oliven og saftig Frugt, dertil fyldig Landvin. Det gav mig straks mere Mod; til Slut talte jeg helt ugenert, som om denne gamle Mand og hans Hustru havde kendt mig i mange Aar.

Efter Maden gik vi over i Atelieret. Det var en mægtig Sal, der væsentligt rummede hans Værker i Repliker; men ind imellem laa der i i Hundredvis af kostelige smaa Enkeltstudier - en Haand, en Arm, en Hestemanke, et Kvindeøre, for Størstedelen kun i Gips; endnu den Dag i Dag husker jeg ganske plastisk tydeligt flere af disse Skitser, som han kun havde lavet for ØveIsens Skyld - og jeg kunde fortælle i Timevis om denne ene Time. Til sidst førte Mesteren mig hen til en Sokkel, paa hvilken hans nyeste Arbejde, et Kvindeportræt, skjulte sig under et fugtigt Dække. Med tunge, gennemfurede Bondehænder løftede han Lærredet af og traadte lidt tilbage. Et »admirable« banede sig uvilkaarligt Vej frem af min snørede Strube, og jeg skammede mig næsten over det banale i det; men med den rolige Objektivitet, hvori der ikke var eet Gran af Forfængelighed, mumlede han tilsluttende: »Ja, ikke sandt?« idet han betragtede sit eget Værk. Saa sagde han lidt tøvende: »Der er bare der ved Skulderen.. . . et Øjdblik!« - saa trak han Hjemmejakken af og den hvide Kittel paa, tog Spatelen i Haanden og gjorde et mesterligt, glattende Strøg hen over Skulderens bløde, ligesom levende aandende Kvindehud. Igen traadte han lidt tilbage. »Og saa her,« mumlede han. Igen blev Virkningen øget gennem en ganske lille Detaille. Saa talte han ikke mere. Han gik skiftevis frem og tilbage, saa Figuren an i et Spejl, knurrede og gav uforstaaelige Lyde fra sig, forandrede og korrigerede. I hans øjne, der ved Bordet havde været venligt adspredte, blafrede mærkehge Lyn. Han saa med eet højere og yngre ud. Han arbejdede og arbejdede og arbejdede med hele sin vældige, svære Krops Styrke og Lidenskab. Hver Gang han hæftigt traadte frem eller tilbage, knagede Gulvet. Men det hørte han ikke; lige saa lidt bemærkede han, at der bag ham stod en ung Mand, der, mens Hjertet sad ham i Halsen, var lyksalig over at faa Lov til at betragte en saadan enestaaenJde Mester ved Arbejdet. Nej, han havde fuldkommen glemt mig. Jeg eksisterede ikke for ham. Kun Figuren eksisterede for ham, han saa kun sit Værk - og bag ved dette i en Vision det absolutte, det fuldkomne.

Saadan hengik et Kvarter eller en halv Time, hvad ved jeg. Store Øjeblikke er altid tidløse. Rodin var saa fordybet og hensunket i sit Arbejde, at ingen Torden kunde have vækket ham. Hans Bevægelser blev mere og mere voldsomme, næsten vrede; der var kommet en Slag vild Rus over ham, han arbejdede hastigere og hastigere. Saa kom der ligesom en Tøven over hans Hænder; det var, som om de havde indset, at der ikke var mere at gøre for dem. Een Gang, to Gange, tre Gange traadte han tilbage uden at ændre noget mere. Saa mumlede han stille noget i Skægget og lagde saa igen Lærredet over Figuren, saa forsigtigt ømt, som naar man lægger Sjalet om en elsket Kvindes Skuldre. Han aandede dybt og befriet ud. Hans Skikkelse syntes at blive tungere. Ilden var slukket. Saa kom det for mig ubegribelige, den store Lære: han trak Kitlen af, kom igen i Hjemmejakken og vendte sig saa om for at gaa. I denne den yderste Koncentrations Time havde han glemt mig totalt. Han anede ikke, at den unge Mand, som han selv havde taget med ind i sit Atelier, for at vise ham sine Arbejder, havde staaet som i Ekstase bag ham, med tilbageholdt Aande og urørlig som hans egne Statuer.

Han gik hen til Døren og aabnede den. Da han vilde lukke den af bag sig, opdagede han mig og stirrede næsten vredt paa mig: hvem var denne fremmede unge Mand, der havde sneget sig ind i hans Atelier? Dog - i næste Nu mindedes han og kom saa næsten skamfuld hen til mig. »Pardon, Monsieur,« begyndte han; men jeg lod ham ikke tale videre. Jeg greb taknemmeligt hans Haand; jeg havde mest Trang til at kysse den. I Løbet af denne Time havde jeg set den evige Hemmelighed ved al stor Kunst, ja egentlig ved enhver jordisk Præstation lagt aaben for mig: Koncentrationen, enhver Kunstners Sammenfatning af alle Kræfter og alle Sanser, hans Væren-ude- af-sig-selv, hans Væren-uden-for-Verden. Jeg havde faaet en Lære, der skulde faa Betydning for hele mit Liv.