Museumsklubben Tegners Venner

Artikel i Politiken
den 8. september 1940.




  • Forsiden
  • Tegners samtid
  • Om foreningen
  • RUDOLPH TEGNERS MUSEUM OG STATUEPARK VED KILDEKROG

    I to Somre har Rudolph Tegners Museum ved Kildekrog nord for Hornbæk været aabnet og har trods sin Beliggenhed udenfor alfar Vej haft over 20.000 Besøgende. - Vi har anmodet Kunstneren om at skrive lidt om Museets Tilblivelse og tegne os et Billede af den pompøse Hovedhal.

    af Rudolph Tegner


    Rudolph Tegner har paa vor Anmodning udført denne Tegning, der viser de kæmpemæssige Figurer i Museets skønne Hovedhal. Grupperne kommer her til deres ret og understøtter hinanden.


    Det var i 1916, udkastet til "Livets Port" havde været udstillet i Raadhushallen, og efter Bladenes første Omtale, der havde givet mig Haab om det store og kostbare Foretagendes Gennemførelse, havde de hjemlige professionelle Kritikere kastet sig over og fordømt Portalen i den Grad at en kendt Højesteretssagfører sagde til mig: "De skulle i Grunden have været sat fast".

    Det var Nederlag.

    Saa rejste jeg bort, til Spanien, for igen at faa Balance i Sindet. Rejser er altid befriende, især naar Ravnene har mæsket sig og lever højt paa Ens stakkels Sjæl. -

    Man havde tilsyneladende slaaet mig ud, men da jeg atter var hjemme, vendte Arbejdslysten tilbage, og jeg sled trodsig videre med Portalens grupper.

    Men nede i Haven i Hellerup stod "Kong Ødipus" i Bronze - smidt ud fra Grønningen, hvor den havde faaet Lov at staa paa prøve - nu sat i Band og fredløs, ligesom den blindede Konge i Sofokles´ hjertegribende Tragedie.

    Hvad i al Verden skulle jeg gribe til for at bevare mine Arbejder?

    Endogsaa Finsenmonumentet "Mod Lyset" havde sine onde Dage og truedes med Bortflytning. For, naar et Faar engang er erklæret for at være sort, saa er det grumme vanskeligt at faa det vasket rent, ogsaa om Farven er uægte!

    Jeg måtte finde, maatte have et fristed, hvor kun jeg var Herre.

    Saa søgte jeg ud i Naturen.

    Paa en tur i Nordsjælland, over Hegn og Moser, rejste sig en nøgen Bakke. Som et barsk Sibirien laa den der midt i det smilende sommerlige Danmark.

    Vinden strøg klagende hen over Græs og Lyng, hvor intet Menneske var at se i Kilometers Afstand - men Svalerne jog hen over Jorden, og Lærkerne forsvandt i Himmelrummet med jublende Sang.

    Det var Stedet - Ensomheden kaldte paa mig. Denne Høj stod i mystisk Pagt med mit sind.

    Den lange Bakke med den milevide Udsigt mod Kullen - Kattegat i Nord og skovene ved Esrum og Horneby i Vest og Syd - der kunne vokse utallige Statuer op og blive til et med Jord og Himmel.

    For ganske vist: det kan være dejligt at se Statuer i en By, naar de er fremragende og godt opstillet, f.eks. Sallys Frederik den 5. paa Amalienborg Plads. Men det er Undtagelser. De fleste Monumenter dræbes i en moderne By, hvor alt drejer sig om at komme frem.

    Træer er ogsaa dejlige, som baggrund i en Bypark, naar de ikke, som foran Finsenmonumentet, næsten dækker det og gør Idéen "Mod Lyset" ganske til Skamme. Disse Træer er endogsaa plantet, efter at Monumentet var rejst, muligvis for at skjule det.

    Men her paa Højen kunde Enhver komme og faa sin Barnesjæl luftet - komme bort fra Livets Realiteter og faa Fantasien og Indbildningsevnen sat i Sving. For har Kunstens fornemste Opgave ikke altid været: illustrerende, at gengive en Gud - et Legeme - en Idé. Jo større og betydeligere bildende Kunst er, des mere kan den berige og glæde beskueren, bringe ham til at tænke, til at faa en selvstændig opfattelse - bort fra Dagens Møje og Mekanik.

    Inden længe stod "Ødipus" paa Højens Top med de dragende Skyer som Baggrund og Himmelhvælvningen over sig.

    Saa gik der AAr - mange bitre! Men stykke for Stykke af Højdedragets Jord blev mit, og ogsaa om det kun var Hede, saa var det dog godt nok til at rejse Statuer paa.

    Lyset og Livet sugede mig til sig; det er nu som al min Virken er sket i forbitret Kamp, kort og voldsom. Mit Sind har ikke kendt én fredfyldt Dag.

    I Hellerup og i Atelieret i Meudon-Val-Fleury ophobede de store Grupper og Gibsfigurer sig mere og mere.

    Ak, en Billedhuggers Værker faar saa godt som altid en trist Skæbne, dersom et naadigt Forsyn ikke skænker ham Midler til at udføre dem i en blivende Materiale.

    Jeg har haft det Forsyn i Fonrm af min Kone. - Hun hjalp mig, og i 1937 var vi naaet saa vidt, at Museet ved Højens Fod kunde paabegyndes, Det blev bygget af Jernbeton med Ovenlys. Jeg tegnede selv Planen og bestemte Rummenes Størrelse, medens Ingeniør Ishøy udførte Konstruktionen. - Da Bygningen i Foraaret 1938 stod færdig, kom den store vanskelige Transport af Statuer. De fleste stod i Hellerup, men mange af de største skulde bringes hjem fra Frankrig. Desværre blev der ikke, som det var Tilfældet med Thorvaldsens Værker, stillet en Orlogsfregat til min Disposition! Nej, med franske Arbejdere maatte jeg selv tømre de store Kasser og hejse de delte Statuer ned i dem, og saa gik de centnertunge Kolosser med Jernbanen til Le Havre og derfra videre med Skib til Danmark. Efter et forfærdeligt sIid og do. Udgifter og med stor Imødekommenhed fra forskellig Side lykkedes det at faa Skulpturerne bragt hertil og opstillet i Museet. Den 19. Juni 1938, aabnedes det I al Stilhed for Publilkum, og - Under, der kom Mennesker! For det er jo det underlige med os Skabninger - des fjernere en Ting er fra os, jo mere drages vi mod den - men det, vi til daglig kan rende Panden mod, det ser vi ikke. Museet kunde dog langtfra rumme hele min Produktion, men jeg foretrak at opstille Statuerne saaledles, at hvert enkelt Arbejde faar Plads omkring sig, saa de ikke skader hinanden, hverken hvad Ide, Form eller Linjer angaar.

    Ganske vist kan en uvillig Sjæl sige, at Museet kun indeholder Tons af Gibs, men det kan rettes med Tiden ved Hjælp af Bronze. og desuden kommer det ikke altid an paa, hvilket Materiale Arbejdet er af. Et Kunstværk er nemlig ikke alene Kunst, fordi det behager Øjet; det Værk er Kunst, uanset Materialet, der vækker Tanker og Følelser. Og det er ikke den ringeste Kunst, der er født i Kamp og Smerte.

    Statultparken og Museet er nu gaaet over til et Legat, der kontroleres af Undervisningsministeriet, for det er jo Meningen, at det hele skal vare ved og vokse. Saaledes Museet med et Par Fløje paa Siderne, til at huse min øvrige Produktion; og Statueparken fyldt med Bronzer af alle de større Arbejder i Museet.

    Saa vil det mnaske engang blive en rigtig Seværdighed, men det oplevcr jeg ikke, for saa ligger jeg midt inde under Gulvet i Hallen - gasser mig og ler: Nu kan de vise Augurer inde i Staden ha' det saa godt, de blev lykkeligvis fri for "Livets Port".