af Rudolph Tegner
Rudolph Tegner museet har 5 håndskrevne sider om baggrunden for museets tilblivelse, skrevet af Rudolph Tegner på hans ældre dage. Det er en rå kladde, hvor nogle afsnit er uden tydelig markering af rækkefølgen. Her er de samlet på en måde som giver mening. Den oprindelige retskrivning er bevaret. Siderne har ingen overskrift, så den angivne står helt for egen regning. Hans Krüger
Det var i 1916 udkastet til »Livets Port« havde været udstillet i Raadhushallen, og efter Bladenes første Omtale, der havde givet mig Haab om det store og kostbare Foretagenes Gennemførelse, havde de hjemlige professionelle Kritikere kastet sig over og fordømt Portalen i den Grad, at en kendt Højestretssagfører sagde til mig: De skulle i Grunden have været sat fast!
Saa rejste jeg bort, til Spanien, for igen at faa Balance i Sindet. Rejser er altid befriende, især naar Ravnene har mæsket sig, og levet højt paa ens stakkels Sjæl.
Man havde tilsyneladende slaaet mig ud, men da jeg atter var hjemme vendte arbejdslysten tilbage og jeg sled videre med Portalens Grupper.
Men nede i Haven i Hellerup stod Kong Ødip i Bronce, smidt ud af Grønningen hvor den havde faaet Lov at staa paa Prøve, nu sat i Band og fredløs, ligesom den blindede Konge i Sofokles gribende Tragedie.
Hvad i al Verden skulle jeg gribe til for at bevare mine Arbejder. - Endogsaa Finsenmonumentet »Mod Lyset« havde sine onde Dage, og truedes med Bortflytning, for naar et Faar engang er erklæret for at være sort, saa er det grumme vanskeligt at faa det vasket rent, ogsaa om Farven er uægte!
Jeg maatte finde, maatte have et Fristed, hvor kun jeg var Herre. - Saa søgte jeg ud i Naturen.
- Paa en tur over Hegn og Mose rejste sig en nøgen Bakke. Vinden strøg klagende hen over Græs og Lyng, hvor intet menneske var at se i Kilometers Afstand, men Svalerne jog hen over Jorden, og Lærkerne forvandt i Himmelrummet med jublende Sang. - Det var Stedet.
Den lange Bakke med den milevide Udsigt mod Kullen - Kattegat i Nord, og Skovene ved Esrum og Horneby i Vest og Syd, dér kunne vokse utallige Statuer op og blive til ét med Jord og Himmel.
(For ganske vist, det kan være dejligt at se statuer i en By, naar de er fremragende og godt opstillet: f.Ex Sally's Frederik den 5. paa Amalienborg Plads. Men det er undtagelser, de fleste Monumenter dræbes i en moderne By, hvor alt drejer sig om Materialisme, intet om Skønhed. - Træer er ogsaa dejlige som Baggrund i en bypark, naar de ikke, som f.Ex foran Finsenmonumentet næsten dækker det, og gør Idéen »Mod lyset« ganske til Skamme. - )
Her paa Højen kunne Enhver komme og faa sin Barnesjæl luftet - Komme bort fra Livets Realiteter og faa Fantasien og Indbildningsevnen sat i Sving. - For har Kunstens fornemme Opgave ikke altid været: Illustrerende, at gengive en Gud - et Legeme - en Idé.- Jo større og betydeligere Billedende Kunst er, des mere kan det berige og glæde Beskueren, bringe ham til at tænke, at faa en selvstændig Opfattelse, bort fra Dagens Møje og Mekanik.
De gamle græske Sagnskikkelser kunde myldre op af Jorden.
Kort efter stod Ødipus paa Højens Top, med de dragende Skyr som baggrund og Himmelhvælvningen over sig.
Saa gik der Aar - mange bitre. Men stykke for stykke af Højdedragets Jord blev mit, og ogsaa om det kun var Hede, saa var det dog godt nok til at rejse Statuer paa.
Det svage Haab om at faa Portalen rejst i Fælledparken var slukt, men takket være nogle formaaende Venner, var enkelte af de store Grupper til denne blevet støbt i Bronce. De blev bragt op, og Kong Ødip var ikke mere ene - Statueparken var blevet til Virkelighed.
Fra jeg kom af Skole, med en søtur til Middelhavet som afstikker, hvor jeg under Krabasken fik aabnet en luge til livets grumhed, men ogsaa til dets Skønhed ved synets af Athens Akropolis, har jeg startet med fart paa.
Lyset og livet sugede mig til sig - det er nu, som al min Virken er sket i forbitret Kamp, kort og voldsom. Mit Sind har ikke kendt een fredfyldt Dag.
- I Hellerup og i Ateliéet i Meudon-Val-Fleury ophobede de store Grupper og Gibsfigurer sig mer og mer. - Ak, en Billedhuggers Værker faar saa godt som altid en trist Skæbne, dersom et naadigt Forsyn ikke skænker ham midler til at forevige dem i et blivende materiale.
Jeg har haft det Forsyn i Form af min Kone. - Hun hjalp mig, og i 1937 var vi naaet saa vidt, at Musæet, ved Højens Fod, kunne paabegyndes. Det blev bygget af Jernbeton med Ovenlys. Jeg tegnede selv Planen og bestemte Rummenes Størrelse, medens Ingeniør Ishøj udførte Konstruktionen.
Da bygningen i Foraaret 1938 stod færdig, kom den store vanskelige Transport af Statuerne. De fleste stod i Hellerup, men mange af de største skulle hjem fra Frankrig, hvor de var blevet til. - Men ved stor Imødekommenhed fra forskellig Side - og et forfærdeligt slid - lykkedes det at faa alle Sculpturerne bragt til og opstillet i Musæet. Det kunne dog langtfra rumme hele min Produktion, men jeg foretrak at opstille Statuerne saaledes, at hvert enkelt faar Rum omkring sig, saa de ikke skader hinanden, hverken hvad Ide, Form eller Linie angaar.
- Ganske vist kan en uvillig Sjæl sige at Musæet næsten kun indeholder Tons af Gibs, men det kan rettes med tiden ved Hjælp af Bronce, og desuden kommer det ikke altid an paa hvilket Materiale Arbejdet er af.
- Et Kunstværk er nemlig ikke alene kunst, fordi det behager øjet. - Men det Værk er kunst, uanset materialet, der vækker Tanker og Følelser, og det er ikke den ringeste Kunst, der er født i Kamp og Smerte.
Statuepark og Musæum er nu gaaet over til et Legat, der kontolleres af Undervisningsministeriet, for det er jo meningen at det hele helst skal vare ved og vokse - Musæet, med et Par Fløje paa siderne til at rumme min øvrige Produktion, og Statueparken fyldt med Broncer af alle de større Arbejder i Musæet. - Saa vil det maaske engang blive en rigtig Seværdighed, men det oplever jeg ikke, for saa ligger jeg midt inde under Gulvet i Hallen og gasser mig og ler: Nu kan de vise Augurer inde i Staden ha' det saa godt, de blev lykkeligvis fri for »Livets Port«.