82. Kong Ødipus og Antigone

1903, gips.
h.369 b.185 d.142 cm.

Luk vinduet for at komme tilbage til "Skulptur galleri". Eller start her: Skulptur galleri



82. King Oedipus and Antigone

1903, plaster.

Close this window to return to "Sculpture gallery". Or start here: Sculpture gallery

83. Kong Ødipus og Antigone

1908, bronze.
h.369 b.185 d. 142 cm.
Den første skulptur Tegner opstillede udenfor museet. Skulpturparken ved Tegners Museum, opstillet i 1917.

Luk vinduet for at komme tilbage til "Skulptur galleri". Eller start her: Skulptur galleri



83. King Oedipus and Antigone

1908, bronze.
The first sculpture Rudolph Tegner placed (1917) in what is now the sculpture park by the museum.

Close this window to return to "Sculpture gallery". Or start here: Sculpture gallery

Bemærkninger

Det mytiske kongepar i Theben, Laios og Iokaste, mener der hviler en forbandelse over dem, der går ud på, at de vil få en søn som vil dræbe sin far og gifte sig med sin mor. Da Iokaste føder en søn, skiller de sig derfor af med spædbarnet ved at gennembore dets hæle og sætte det ud. En hyrde findet det imidlertid, og giver det til den barnløse konge i Korinth. Han giver barnet navnet Øidipus, pga. de skamferede fødder. Senere hører Ødipus, at oraklet i Delfi har spået et fadermord på en konge. For at undgå den situation, flygter han fra Korinth. På vej til Theben møder han en gammel mand i en vogn. Det kommer til kamp, og Ødipus dræber manden. I Theben udmærker Ødipus sig ved at dræbe en frygtet Sfinx, og gifter sig med Iokaste. Hendes mand er blevet dræbt på mystisk vis på vej til oraklet i Delfi.
Ødipus og Iokaste får 4 børn, bl.a. datteren Antigone. Der udbryder da hungersnød i Theben, og oraklet i Delfi svarer, at det er en straf for en synd, og synderen findes i Theben. Ødipus starter en eftersøgning, og da han møder den hyrde, som engang fandt det udsatte spædbarn, går det op for ham, at det er ham selv, der er den skyldige. I sin fortvivlelse river han med egne hænder sine øjne ud, og med de tomme, frygtelige øjenhuler, hvorfra blodet drypper, vakler han ned ad trappen, hilst af et skrig af forfærdelse. Hans små børn føres til ham, mens han med famlende hænder søger børnenes hoveder, til et sidste rørende kærtegn. "Med hovedet lidt tilbagekastet, med ansigtet stivnet i den højeste smerte og med det tomme blik fra de sønderflænged øjenhuler rettet opad, skrider han ned ad sit palads' trappe. Ved siden af ham, tæt ind til ham, går Antigone, hans datter, der ledsager ham i landflygtighed, ømt og beskyttende leder hun den blindes usikre skridt. Indtrykket er mægtigt og betagende, af sand tragisk storhed, og overordentlig rørende virker Antigones fine og sørgmodige ungpigefigur op mod faderens kraftigt og karakterfuldt gennemførte skikkelse, en kontrastvirkning, der er lige så indtagende som den er naturlig.
Rudolph Tegner har sat sig en stor opgave og løst den med beundringsværdig dygtighed.
Helmar L. I Illustreret Tidende den 18. oktober 1903"