De Blinde fra Marakech

De Blinde fra Marakech, Tegners Museum


Der er mange grunde til at bevare fortiden.
Der er mange måder at bedømme en kunstnerisk indsats på.
Både kunstneren og en senere bedømmelse er hver for sig bundet af sin tid.
En grænse der kun overskrides i drømmen og fantasien.
I kunsten.
Et kunstværk har en indre selvstændig kraft, udstråling. Men kunstværket er også et eksempel.
Rudolph Tegner er ikke blot en enkeltstående original, som enten er gal eller genial. Han har både i visse af sine skulpturer og i sin museumsbygning været nok så radikal. - Han må forstås i sammenhæng herhjemme med Niels Hansen Jacobsen, Johs. Holbek, Jens Lund, J.F.Willumsen...Gustav Vigeland, Carl Milles, Ernst Jonsson,... deres fælles ophold i Paris i 1890erne.

En periode og nogle kunstnere, som altid har voldt den pæne, diskrete kunstkritik problemer.

I de nordiske lande er kunstnere, der har store tanker om deres og kunstens betydning, ikke elsket, for de er elsket andetsteds. Man holder mest af kunsten på måtten, som lader sig definere af kunsthistorien, og som pænt venter til andre har fået sit.

Tegners museum er en flot monumental bygning, et af de få eksempler hvor beton er brugt som beton - og det er meget udtryksfuldt; denne klods er genialt placeret for enden af bakkedraget Rusland, en forblæst lyngklædt sandflugtsrest.

Huset består af en stor rektangulær bygning bag hvilken der slutter sig en højere, ottekantet blok, af hvilken tre af siderne rager ind i den rektangulære del. Bagved sidstnævnte støder der en lavere tilbygning til. Den følger de to første frie sider af ottekanten imod nord. Alt er udført i betonmure uden åbninger med paptag og ovenlys. I indgangspartiet midt for den rektangulære bygningsdel er der et firkantet hul i fladen med to søjler og over dette et vindue formet som en tempelgavl. På facaden sidder der i hver side ca. totrediedel oppe en kat til venstre og en ugle til højre, begge i bronce. Med meget få midler er det blevet en stor og monumental facade.

Det er overhovedet en enestående museumsbygning, også placeringen er unik, det er en væsentlig arkitektonisk helhed, landskab og hus, som kulturbillede også interessant - det må bevares.

Jeg oplever Tegners produktion i forskellige "grupper", de symbolske, de grotesk dekorative - "art-deco", de kedelige salonfigurer, de teatralske, og et par specielle ler-, træ- og jernfigurer fra besættelsen og senest den sidste, "De Blinde fra Marakech".

Tegner har haft en masse med hjem fra Paris, Kong Ødipus-figurerne, "Guddommen og mennesket", "Frigjort".. konsekvent gennemført symbolske figurer, omend det skulturelle formsprog ikke når samme styrke som Hansen Jacobsens. Hans mærkelige mennesketræ, "Herakles i Hesperidernes Have", og udkastet til brønden "Enheden", som der er anderledes "drøn på" end den pæne salonprægede "Danserindebrønd", og hans facaderelief på huset overfor Kongens Have finder jeg også interessante, ikke som skulpturer, men som situation. Jeg har også en svaghed for hans groteske, dekorative "art-deco" - figurer, man kunne kalde dem "grotesker" med havdyr, drager, havfruer og antikke motiver, f.eks. havfruen der balancerer med en fisk på halen, kaldet "Poseidons datter", "Herakles danser med Omphale", "Scylla og Karybdis", "Afrodites fødsel", "Elskovråd" ...alle burde de have været med på Louisianas udstilling "Homo decorans".

Hans kolossalfigurer, "Skt. Peter med nøglen", "Guddommen og mennesket" og "Apollo" har også deres værdi som grotesk symbolisme, hvorimod hans gennemførte offentlige monumenter som f.eks. Finsen-monumentet, "Mod lyset", har for kedelige og pæne figurer, men helheden - den store klippeblok med personer ovenpå og den oprindelige placering - er helt flot tænkt.

"Livets port" ser også som helhed ret utrolig ud, dog lige lovlig meget efter bogen, men alligevel, den har format, hvorimod de figurer han har udført i hel størrelse, og som oprindelig var tiltænkt porten, f.eks. "De tørstige børn", "I mulmets skød", "Reden", "Sejren" o.fl., ser ret uinteressante ud. Det samme gælder Vigelandsparken i Oslo, det totale anlæg er storslået, men hovedparten af figurerne er kedelige.

Museet er væsentlig som et særpræget stykke arkitektur i landskabet, og som kulturbillede - et slående eksempel. Det er vigtigt, fordi der er tale om et kunstnerisk totalbillede. Hus og indhold udgør en helhed. På trods af alt dårligt man kan sige om den ene eller den anden figur endsige maleri, så virker rummene med figurerne i og huset i landskabet lige stærkt, hver gang man kommer. De svagheder, de enkelte kunstværker måtte have, er kke afgørende for den store sammenhæng - figurerne i rummene, i bygningen, i landskabet.

Jeg er kommet på Tegners Museum, siden jeg var barn og har vel gennem årene været der ca. 10 gange med 2-3 års mellemrum, og det er stadig lige facinerende at komme til den store monumentale betonbygning i det barske landskab, at træde inde i de store klamme rum og vandre rundt i skoven af figurer i alle størrelser og af alle udtryk, det overdrevent symbolistiske, de grotesk dekorative og det pinlige naturalistiske.

Stedet må reddes, dette stærkt svingende kunstnertemperament, fra det kedeligt intetsigende til det teatralsk symbolistiske, er en del af vor kunst, og det har givet os et enestående sted. "Få er de, der uden synderlig Opmuntring fra Publikums Side ikke blot holder Humøret vedlige, men at planlægge omfattende Kunstværker, som Ingen har bestilt hos dem, blaat i Haabet om, at der vil findes en Rigmand, som i Sporet af Billedhuggerkunstens afdøde Fremmer hertillands, vil sætte en Ære i at hjælpe en stræbende Aand til at virkeliggøre det stort anlagte Udkast, den har undfanget". (Georg Brandes i forordet til udstillingen i Rådhushallen af Livets Port 1915).

Det er derfor vigtigt, at man ikke i sin iver for at "sælge" en istandsættelse begynder at "modernisere" museet eller foranstalter en ny pædagogisk opstilling af figurerne, eller fjerner de "værste" eksemplarer etc. ...Alle sådanne bestræbelser kan blive ødelæggende for museet. Dog kan der indenfor institutionens i det forrest rektangulære rum foretages visse omrokeringer, som kunne forstærke kunstnerens eget udtryk. Men det der får stedet til at leve er opbruddet og de groteske spring mellem figurerne.

"Hamlet og Ofelia" er så pinlige, at man krummer tæer, men det er interessant at han har gjort dem. Skulpturen som skuespiller, som aktør i et drama, en replik i gips, det er icenesat hele vejen igennem - en attitude - motivet er en fiktion og figuren er en fiktion, skuespillet ligner virkeligheden. Disse figurer "ligner" skulpturer, men det er en figur der agerer skulptur, og det er vist meget moderne.

Tatlin laver sit tårn, Malevich sine gipsmodeller, Duchamp sine ready-mades, Schwitters sin Merzbau, Picasso sine assemblages, Gaudi sine huse ...et verdensbillede er brudt og ét uden faste grænser er opstået - Tegner bygger sig en betonbunker i et øde landskab og modellerer de blinde fra Marakech.