En kunstners stræben

Billedhuggeren Rudolph Tegner kæmpede for at sikre sin egen udødelighed. Nyt dokumentarisk portræt tager tråden op, hvor selviscenesættelsen stoppede.

Herunder kan se et klip fra indledningen. Filmen kan købes på dvd i butikken på Tegners Museum eller hos www.kortogdok.dk, tlf. 33 86 28 80.

Dokumentarfilm

Der er næppe nogen kunstner herhjemme, som har været genstand for større kontrovers end billedhuggeren Rudolph Tegnér (1873-1950). I sin levetid blev Tegnér af flertallet af sine landsmænd mødt med modstand, spændende fra mild overbærenhed til fnysende foragt. Og af eftertiden er han stort set blevet afskrevet som et kuriosum. Kort sagt har den idealistiske, himmelstræbende og pompøse kunst, som Tegnér med egoman stædighed gjorde sig til eksponent for, været en svær mundfuld at sluge for såvel lægfolk som kunstparnas i Danmark.

I de senere år er der imidlertid opstået en fornyet interesse for Tegnér. I 1991 udgav Palle Fogtdal den erindringsbog, som Tegnér forgæves havde forsøgt at få ud i sine sene leveår. Og nu har to filmfolk, Lars Brydesen og Søren Schandorf, lavet et dokumentarisk portræt, som i dets klassiske bestræbelser og storladne fagter søger at møde hovedpersonen i øjenhøjde, samtidig med at en vis kritisk distance lægges ind i de floromvundne kunsthistoriske speakafsnit.

Kor af stemmer

Filmen Rudolph Tegnér går til biddet med en i dag sjælden andægtighed. Hovedpersonens liv og værk udlægges i en kombination af arkivmateriale og omhyggeligt udførte nyoptagelser. Hertil er sat et kommentarlydspor komponeret af ikke færre end seks fortællerstemmer. Et regulært kor, hvis til tider noget oppustede retorik synes at konkurrere med Tegnérs kunst om at være »tung ud over alle grænser«.

Var modstanden mod Tegnér massiv herhjemme, fremgår det af filmen, at han til gengæld mødte en vis forståelse i Frankrig. Ved Parisersalonen i 1931 modtog han sågar en guldmedalje for skulpturen Herakles og Hydraen, hvorefter danskerne måtte krybe til korset og opstille den svulstige allegori over kunstnerens kamp mod middelmådigheden ved havnekajen i Helsingør.

Udover dette tøvende tegn på accept var det som nævnt småt med kontant påskønnelse. Tegnérs nok mest kendte værk, Mod Lyset, udtænkt og udført til pladsen foran Niels Finsens lysinstitut, blev henvist til et trafikeret vejkryds ved Rigshospitalet. Og den mere yndefulde skulpturgruppe Danserindebrønden måtte efter nogen tid forlade sin plads ved Rosenborg Slot og flytte til Grønnehave i Helsingør. Havde det ikke været for Rudolph Tegnérs eget initiativ til opførelsen af et énmandsmuseum og mausolæum på et forblæst lyngdrag, kaldet Rusland, syd for Dronningmølle i Nordsjælland, er det spørgsmålet, hvor mange danskere der overhovedet ville huske ham i dag.

Flot og dyr

Tegnérs egensindighed og tiltagende selvovervurdering gøres naturligt nok til et omdrejningspunkt i fremstillingen af en kunstnerskæbne, der rummer en tilpas blanding af arketypiske træk og særheder til at fascinere. Instruktørerne er ikke blinde for, at den næsten overmenneskelige styrke og overdrevne selvtillid, som skabte Tegnér, også hen ad vejen var med til at ødelægge ham. Og nogle af de mest interessante værkanalyser handler netop om den nietzscheanske dyrkelse af overmennesket, som var en torn i øjet på Tegnérs samtid.

Flot er filmen uomtvisteligt, og dyr ser den ud. Om Rudolph Tegnérs ret beset marginale betydning for dansk kunst berettiger til et værk i dette format, kan diskuteres. Ligesom filmens balance mellem gedigen elegance og monumental patos givetvis vil skille vandene. Således betragtet er den skabt helt i sin hovedpersons anfægtende og anmassende ånd.