Rudolph Tegner og samtidskunsten

”Kunst skabes stadig ikke uden midler, kunst koster stadig penge, kunst skabes af overskud og kræver ofre, og deri ligger en symbolsk bedrift.” Sophia Kalkau.

Denne artikel består af en række udførlige citater fra et seminar på Tegners Museum med titlen: ”Mytologi, krop og symbol i Samtidskunsten”. Seminaret fandt sted den 2. oktober 2008, arrangeret af ”Kunsthus uden Mure”. (Senere er tilføjet en video med uropførelsen den 4. marts 2010 i New York af Lilibeth Cuenca Rasmussen's feministiske manifest "The Present Doesn’t Exist in My Mind And The Future’s Already Far Behind". Kilde: artiken "Hun vil sætte fut i det feministiske bål" i Politiken, den 27. marts)

Et panel af samtidskunstnere bestående af: Peter Land, Sophia Kalkau, Kirsten Justesen, Jørgen Michaelsen og Lilibeth Cuenca Rasmussen bidrog med oplæg omkring deres egen produktion set i lyset af Tegner eller mere almene betragtninger over Tegner i forhold til vores egen tid. Ordstyrer var Mikkel Bogh, rektor for Det Kgl. Danske Kunstakademi, som også indledte mødet.

Fra Mikkel Bogh’s indledning:

”Velkommen til dette møde, som uanset hvordan det ender, er historisk og bliver historisk. Det er første gang, at disse 5 kunstnere møder Rudolph Tegner i dette setup. Selvom det ikke er første gang samtidskunstnere forholder sig aktivt til Rudolph Tegner, så er det i hvert fald første gang, at vi får en konfrontation, som har den karakter, som den har i aften.”

”I dag er det meget, meget sjældent at man hører nogen sige, at Rudolph Tegner er deres væsentligste inspirationskilde. De kunstnere, vi har inviteret, er hver især meget markante samtidskunstnere, som, så vidt jeg ved, aldrig offentlig har erklæret, at de er inspireret af Rudolph Tegner. Men netop denne store afstand gør, at vi kan tale med ham, tale med hans værk på en anden måde, og det er det vi har prøvet at sætte i scene her.”

”De kunstnere, som er blevet sat stævne her, er blevet bedt om at forholde sig til den tilsyneladende meget store afstand, der skiller os i dag fra dengang, og fra Tegner selv som person og som kunstner. Forskellene er selvfølgelig slående. Tegners mærkelighed er af en anden karakter, end den mærkelighed man som kunstner kan opleve i dag, og som vi kan opleve i kunstens udtryk i dag. Men der er måske også nogle interessante sammenfald, som vi skal komme ind på. Lad os i hvert fald lege med tanken om at der er nogle ligheder, og at der ikke bare er forskelle. Fordi forskellene er selvfølgelig helt indlysende. Men det er lige så meget lighederne, sammenfaldene, de mærkelige, pludselige, kan vi sige - sammenstød - som gør, at det helt sikkert giver mening at bringe disse 5 kunstnere sammen med Rudolph Tegner.”

”Nu skal diskussionen her i aften jo handle om mytologi, symbol og krop i samtidskunsten, og mytologi, symbol og krop var jo netop noget, som på forskellig måde optog Rudolph Tegner gennem hans omfattende karriere, og han har efterladt sig en enorm og på flere måder tung produktion.”

En splittet mand

”Rudolph Tegner, jeg behøver ikke sige det, er en mærkelig mand. Jeg ved godt der sidder mange ”Tegners venner” her, og det vil de sikkert også være efter dette arrangement, men Rudolph Tegner er og var en mærkelig mand på mange måder. Og frem for alt, det siger ikke blot jeg, men også mange andre: han var en splittet mand. ”

”Rudolph Tegner bevægede sig over et stort felt af kunstneriske perioder og stilarter. Han var lidt af det man i dag ville kalde eklektiker, dvs. han hapsede lidt her og hapsede lidt der, af historiens store inventar af former. Men han var frem for alt formet af en meget sen afart af klassicismen, der betød, at han fra første færd, og det holdt egentlig stik hele vejen igennem, orienterede sig mod en eller anden form for antik forestilling om antikken eller også meget reel antik. Måske lidt af begge dele. Og det ser vi gennem hele hans værk, trods de store stilistiske skift der er, fra den tidlige akademitid, hvor han var udpræget nyklassicist sådan i Thorvaldsens ånd næsten, og så over den mere fransk inspirerede symbolisme, og forskellige senere udbrud af klassicisme, og til de sene mærkelige værker, som er overstadigt monumentale og stiliserende og trækker på både assyrisk kunst, og klassisk antik og noget naturalisme og alt mulig andet.”

”Men gennemtrængende det hele – og det havde han arvet fra Thorvaldsen og andre - var jo, at han var meget, meget optaget af, og tumlede bogstavelig talt med det problem, der består i, at få åndeliggjort et materiale der er tungt og stillestående: At få skulpturens krop og skulpturens legemlighed til at udtrykke noget åndeligt, altså noget der er mentalt. Og på den måde – bare rolig, jeg begynder ikke på at sige konceptkunst – men bare for at sige at han kæmpede, og den kamp gav udtryk for den splittelse jeg indledte med at sige.”

”Han var splittet på den måde, og her nævner jeg 3 ting som jeg synes er særligt påfaldende.”

Rudolph Tegner og Det moderne gennembrud.

”Rudolph Tegner stod på tærsklen til den moderne tid. Det overraskede mig første gang, at han var gode venner med Georg Brandes, var samtidig med Det moderne gennembrud og skagensmalerne, og så videre. Det er jo ikke lige Det moderne gennembrud man tænker på, når man ser Rudolph Tegner’s klassicerende værker og tunge mytologiseren og allegorier og så videre. Men han stod altså i den grad på tærsklen og var orienteret om hvilke store emner som meldte sig i den europæiske kulturdebat, når man diskuterede modernitet versus klassik… Og så på den anden side var han jo en slags senromantisk skønånd, han havde i hvert fald et stærkt romantisk sindelag af næsten Wagnerske dimensioner. Jeg mener også, man kan se en anti-moderne tendens, en meget ikke-moderne tendens, som peger ind i sådan et mere åndeligt og evigheds orienteret rum, væk fra den tid og den verden, som bevæger sig hurtigt, og begynder at bevæge sig stadig hurtigere. Så han stod med sin åndelighed virkelig splittet mellem en moderne tid og en eller anden fjern tid.”

”Den anden splittelse, jeg synes er påfaldende, det er, at Tegner på den ene side i mange af sine værker legemliggør en vitalistisk impuls. Vitalismen er jo en retning, ikke en stilretning nødvendigvis, men en retning i Europæisk åndsliv, som kommer til udtryk et sted mellem 1890’erne og langt ind i 30’erne. Den kom i øvrigt til at præge nazistisk kunst og anden form for statssaktioneret kunst gennem mange år, og som Tegner ikke direkte havde noget at gøre med, men som, kan vi sige, har som bærende ide, at kunstens opgave er at udtrykke den grundlæggende kraft som er bundet til liv; hvad enten det er lyst eller død, så er det i hvert fald noget, der har med selve opretholdelsen af livet at gøre. Og den vitalisme, synes jeg det er meget svært ikke at finde i monumentet ”Mod Lyset”, og i det hele taget i de voldsomme forsøg på at udtrykke kraft og styrke osv. Men samtidig, på den anden side, så praktiserer Tegner en monumentalitet som næsten virker som vitalismens modsætning: Hans værker har en tyngde som betyder, at nogle af dem bogstavelig talt knækker under deres egen vægt, og viser hvordan materialet, stoffets træghed, ligesom trækker nedad overfor denne vitalistiske impuls, og virker som en splittelse, som man ikke kan undgå at lægge mærke til. Så der er altså træk i to forskellige retninger, måske endda i mange forskellige retninger hos Tegner.”

”Og så er der jo endelig den splittelse der består i at Tegner dyrkede, på den ene side det åndelige, udtryk i voldsomt symbolsprog sine steder, men at han så samtidig var en billedhugger som var stærkt optaget af kroppen, af kroppen som, jeg også sagde før, er bærer af ånd, af kroppen, som dens sæde, kan man sige. Så der er altså en kamp mellem disse to størrelser krop og ånd. Han er ikke den første billedhugger der har arbejdet med disse ting, det var man klar over mange år før, men man kan sige at – forsøger han at finde en balance, da kommer det hele tiden ud af balance hos Tegner. Der er det, som gør det så utroligt interessant og splittet og mærkeligt for os, at se på i dag.”

Tegner og det moderne

”Rudolph Tegner blev, på en nærmest ufrivillig måde, et billede på en ny kunstnerrolle, som vi meget forbinder med den moderne tid. Han var en kunstner, som man jo kan se holdt af at pege på de store spørgsmål, liv og død, forholdet mellem mand og kvinde, himmel og helvede, osv. Han beskæftiger sig, som Bjørn Nørgaard, hans store fortaler i moderne tid, ville sige, med ”den store form”. Og han har hele tiden blikket rettet mod evigheden, eller hvad for nogle former han mener, er hævet over tid og sted og ligger i en anden verden, så at sige. Og så på den anden side er han omgivet af tid, han er omgivet af bevægelse, af skiftende interesser osv., synes jeg tydeligst udtrykt i det forhold, at Herakles og Hydraen i mange, mange år stod nede på havnekajen i Helsingør. Det var mit eget første møde med Tegner under disse alenlange ventetider i køerne; man sidder i bilen ventende på sverigesfærgen, og jeg tror, mange har set Tegner første gang bag en bilrude. Det er jo lidt af et paradoks, at en mand, der i den grad havde blikket rettet mod evigheden, bliver oplevet gennem et bilvindue. Nu står han ikke på havnefronten længere, men det er sådan jeg husker ham fra min barndom i hvert fald.”

”På den måde er han også et billede på den nye kunstnerrolle, at han oplever en sær form for sammenbrud indefra og på sin egen krop. Dels oplevede han jo den udeblivende anerkendelse; han fik ikke den status og den anerkendelse, han havde håbet på, og som hans værks storhed og tankens storhed tilsagde, han skulle have. Men han valgte samtidig også en anden form for sammenbrud, nemlig selve klassicismens ide, der brød sammen bogstavelig talt i hænderne på ham. Som om klassicismen bliver en slags dødvægt, der har begrænsninger i en verden, der ikke længere slutter op om den. Han er omgivet af folk der kigger fremad eller bare kigger på deres egen tid, og tænker på ro - snarere end på de store klassicister. Og på den måde befandt han sig også, på en mærkelig vis, på kanten af sin tid …. Og den befinden sig på kanten tror jeg også gør ham til, uden han ønskede at blive det og være det, gjorde ham til en slags moderne kunstner.”

”Og så endelig, og det synes jeg er noget af det allermest slående, når man ser ham på gamle fotografier posere for fotografen ved siden af egne værker: Han er omgivet af en produktion, der er større end ham selv. Han er omgivet af ideer og tanker, som han næsten ikke kan tåle. Det viser sig på mange gamle fotografier, hvor Tegner sidder krøbet sammen bag plinten med sine egne ekstremt store skulpturer, både som et slags romantisk geni, men altså også som en der ikke kan overskue sit eget værk. Og det siger jeg bestemt ikke for at nedgøre Tegner, men for at pege på en eller anden måde, hvorpå han i den grad er inde i et moderne rum [hvorfra han har fået lagt] nogle spor ud i verden, som han ikke selv behersker.”

Peter Land.

”Jeg har ikke nogen umiddelbar relation, som jeg selv kan få øje på, i forhold til Rudolph Tegner's værk. Men nu, efter at jeg så kom herop, og gik rundt og så figurerne, så fik jeg øje på, at der er en eller anden ting, som jeg selv føler jeg kan identificere mig med, og det er hans brug af allegorier.[…] Der hvor allegorien kommer ind i mit arbejde i dag, er i form af de inspirationskilder, der ligger til grund for de arbejder jeg laver. Man kan sige, at jeg tit er søgt tilbage til det oprindelige udgangspunkt for, hvor mine første impulser til at lave billeder kom fra. Og det var fra børnebøger. F.eks. "Tante Grøn, tante Brun og tante Lilla", og det der interesserer mig i dette billede, er den måde hvorpå skoven kommer til at fungere som allegori for det store ukendte – børn der er faret vild ude i skoven, og som nu står og spørger en skorstensfejer om vej til, hvordan de skal komme ud igen. Da jeg som barn så de bøger første gang, var jeg hverken bevidst om hvad en allegori var, eller hvad for en mytologi allegorien her i virkeligheden baserer sig på. Elsa Beskow lægger sig i forlængelse af en lang tradition som går tilbage til folkeeventyret. Illustrationen har et klart viktoriansk præg, hovedinspirationskilden ser ud til at være en naturalistisk svensk kunstner fra 1880 – 90. Man kan sige, hun lægger sig i forlængelse af en romanticistisk tradition.”

Sophia Kalkau

”Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke før invitationen til dette møde kom, havde tænkt mig at se mit værk i lyset af Rudolph Tegner. Få er de gange jeg har besøgt museet her, og hans foruroligende, nervøse, himmelrettede skulptur Mod Lyset, Finsenmonumentet, på hjørnet overfor Rigshospitalet, skynder jeg mig ofte udenom…”

”Men når man søger efter fællespunkter, ligheder og forskelle […] og da jeg først var kommet mig over afstanden til det heroiske, det storladne, overdrevne, bombastiske, svulstige, det ekstatiske, så genkender jeg det lod, der ligger hos den, der stiller sig udenfor: Eneren, der insisterer at gøre sit arbejde, og vanviddet der ligger gemt i at gennemføre projektet og trodse alt. Jeg genkender viljen og kraften i at gå imod strømmen, og – isolationen.”

Metode og intentioner

”For mit eget vedkommende har jeg altid følt mig forbundet, når jeg bevægede mig ind i kunstens rum. Stillet foran værket, både som udøvende og som bruger, fordybet i bogen, foran billedet, skulpturen, er jeg blevet forbundet med historien, mennesket, øjeblikket. Kunstværker taler direkte til en, og jeg opfatter i høj grad kunstens sted, som et hvorfra vi kan se og forstå vores tid, vor fælles verdens indretning.”

”Livet mellem at komme til syne og forsvinde, livet mellem bestemt og ubestemt form, i at noget bliver til for øjnene af os. Jeg er interesseret i forholdet mellem nærvær og fravær, og i forholdet mellem det centrale og det profane. Heri genkender jeg sider hos Tegner, men jeg er ikke som ham nødvendigvis interesseret i at samle [det] i en stor figur, i det store monumentale livsværk. Jeg opfatter snarere mine værker som objekter, moduler, rumrekvisitter, som i princippet kan kombineres i det uendelige. Intet er givet og aftalt på forhånd fra oven, alt er i spil, og terningerne kan hele tiden kastes på ny.”

”Mit udtryk er et radikalt andet end Tegners heroiske sprog, og mit afsæt er et andet. Jeg er vokset op med Fluxus, happenings, performance, politisk kunst, Christiania, ø-lejre, etc. Og jeg kan ikke lade være med vedvarende at spørge mig selv, om kunst kan ændre verden til det bedre, eller om kunst ikke kan ændre noget som helst, men gøre verden udholdelig for en selv, trods alt.”

”Tegner nærer gennem hele livet en dyb fascination for patriarken, sejren, ..lidelsen. Det løber mig koldt ned ad ryggen, hver gang jeg har besøgt museet. Jeg fryser når jeg er indenfor og værdsætter området udenfor, det smukke landskab, det imponerende museum, med den ekstreme, skrabede facade.”

”Den mest slående lighed jeg fandt mellem Tegners metode og min egen, vedrører økonomi. Den vedrører det finansielle. For ligesom Tegner var dybt afhængig af den økonomiske støtte og opbakning han fik fra sit ægteskab med sin Elna, henter jeg den i mit eget. Uden min ægtefælles indtægt og arbejdskraft og langmodighed, kunne jeg ikke befri mig for det jeg befrier mig for i dag….Kunst skabes stadig ikke uden midler, kunst koster stadig penge, kunst skabes af overskud og kræver ofre, og deri ligger en symbolsk bedrift.”

Kirsten Justesen

”..på billedhuggerskolen [..] stiftede jeg også bekendtskab med Tegner, men jeg vil sige: Det var ikke noget rart bekendtskab. […] Jeg ved faktisk ikke hvad jeg skal sige, ud over det rent håndværksmæssige, og dér er der selvfølgelig nogle ting hvor Tegner står lysende klart: den ene ting er hans buste af brygger Jacobsen. Og så er der den, som Sofie også nævnede: Mod Lyset. Den har været fantastisk at følge alle de her år. Jeg så den første gang, hvor træerne omkring den var ganske lave, og de er vokset højere og højere op, så det er næsten som en bevægelig skulptur… denne grokraft, … denne urdynamik i klumpen, den kommer jo meget klart til syne i Mod Lyset. ”

”Der er en anden ting med Tegner: Anmeldelserne. Livets Port blev omtalt som blodigt bankekød. Og den insisteren på, denne fantastiske leg med mytologien, med symbolismen, med kvinden hvis sanselighed er lammende for den mandlige sjæl. Det er her jeg måtte spørge mig selv: hvem der stod med leret? Må vi være her, eller må vi ikke være her?”

Jørgen Michaelsen

”Uanset hvordan man vender og drejer sagen, virker mytologi, symbol og krop umiddelbart ikke særlig prægnant i samtidskunsten. I hvert fald ikke på en måde man kan forbinde med Rudolph Tegners univers.”

”Omvendt kunne man måske peget på Ingvar Cronhammer som eksempel på en kunstner, der instisterede på en i hvert fald principiel tilstedeværelse af noget mytologisk i sine monumentale projekter….”

”Men man kan spørge, om det overhovedet er legitimt, på denne måde at ville have noget med bonitet, og ville have det i en form, vi er vant til. Da man for nogle år siden debatterede, hvad der burde ske med Rudolph Tegner og hans ikke-moderne kunstobjekter, der gik i forfald på grund af manglende midler til vedligeholdelse, kom den mest markante reaktion fra Per Arnoldi. Han foreslog, at vi ganske enkelt sprængte museum med indhold i luften med dynamit. Per Arnoldis forslag udtrykte på konsekvent måde nogle hygiejne traditioner: Alle fremmedlegemer bør elimineres, kunstobjektet bør være hvad det er og intet andet. Ingen arkaiske henvisninger, tegn, ingen excentrisk monumentalitet, blot ren og skær tilgængelighed for det moderne blik. [..] Ikke desto mindre er der unægtelig noget frisk ved hans synspunkt, der aftegner sig prægnant på en baggrund af mere eller mindre letkøbte og harmløse sympatier, som man kan vælge at kalde postmodernistisk lige-gyldighed. Men helt konkret er de egenskaber ved Rudolph Tegner ikke slået Per Arnoldis af kunstens ikonoklastiske tradition, der barskt, men mest betegner det mest arkaiske i Tegners univers. En ikonoklast (egl. billedstormer), der kender og frygter billedets magt, er den som tager kunsten mest alvorligt. På den måde kan man sige, at Rudolph Tegner navnet hos Per Arnoldi er en moderne karikaturkrise.”

”Det er meget vanskelig at få øje på den samme fundamentalisme, i det man kalder samtidskunsten. Hvad er samtidskunsten? Hvis man ind i en dansk sammenhæng kunne tale om sådan noget som 80’er skulpturen eller det vilde maleri, eller for den sags skyld 90’ernes position, synes det mest fremherskende træk ved kunsten i dag simpelthen at være, at den er samtidig.”

”For Rudolph Tegner var kunsten ment som udtryk for en åndelig stræben, der fungerede som selve projektets indre nødvendighed på trods af en ydre afvisning. Samtidskunsten er på modsat måde forbundet med ydre anerkendelses funktioner og kulturelt magthierarki. Det er nok netop denne side ved Rudolph Tegner, der påtog sig at være absolut umoderne, og i bedste fald groteske konsekvens af hans enegang i verden, der kan virke lidt fremmedartet på en dansk samtid anno 2008.”

Lilibeth Cuenca Rasmussen

”Jeg kan identificere mig ret meget med Tegner på mange måder. Der er selvfølgelig mange forskelle også, men den måde han iscenesætter kroppen på, var noget jeg i hvert fald kunne nikke genkendende til. Hans temaer, som var de store spørgsmål om eksistens, tro, håb kærlighed, idealet og sådan noget, er også noget jeg beskæftiger mig med i min egen kunst, men bare ikke på dette højtravende niveau, som måske Tegner gjorde. Jeg tog udgangspunkt i de nære ting, min egen familie som jeg i mit første værk fra 1998, hvor jeg fik min egen familie, kernefamilien, hvor jeg lærte dem at danse en filipinsk dans, som jeg havde lært på filipinerne, hvor jeg er født. Det var en performance foran kamera…”

”En anden ting som Tegner og jeg har til fælles, er det, måske store, barokke udtryk, som jeg også faktisk har arbejdet med de sidste 2 – 3 år, et projekt med at iscenesætte mig selv med forskellig karakter, identiteter, f.eks. som en hane, i en video installation som jeg viste for 2 år siden inde på Statens Museum for Kunst, som hedder CockFight. For mig handlede den om at provokere den patriarkalske mandeorden, hvor jeg har klædt mig ud som en hane, som på engelsk hedder en cock, og hvor jeg havde en cock-song, hvor jeg arbejder med ordets dobbeltbetydning [...]”

”Jeg tror, den måde jeg arbejder med kroppen på, men også med kønnet på, adskiller sig meget fra den måde Tegner tænkte kvinden på. Han opfattede kvinden som en djævelsk ting, der fører manden i unåde, og som gjorde, at han måske ikke altid kunne nå de her åndelige dimensioner, som manden altid skulle op på [….] Hvor jeg søger mere de feministiske indfaldsveje og prøver at frigøre kvindebilledet…”

Nedenfor kan du på video se uropførelsen af Lilibeth's feministiske manifest "The Present Doesn’t Exist in My Mind And The Future’s Already Far Behind" A Performance by Lilibeth Cuenca Rasmussen, Thursday, March 4th, 2010 at "Location One" i New York. Se nærmere her: http://www.location1.org/lilibeth-cuenca/