Det var helt tilfældigt, at jeg skulle blive bronzestøber.

Det hele startede på Rådmandsgades Skole, som var nabo til Kgl. Hof-bronzestøberi Laurits Rasmussen. Fra de tre øverste vinduer i gavlen af skolen kunne man kigge ned i bronzestøberens gård ud mod Rådmandsgade. Blev taget i brug 1896, opførtes af arkitekt I.C. Berg, der i mange år havde arbejdet under Teophilus Hansen i Wien og som senere fik ansættelse hos stadsarkitekten i København. Carl Rasmussen havde selv givet anvisning på værkstedernes indretning,hvorledes de skulle ligge for hinanden og hvilke dimensioner de skulle have. Carl Rasmussen havde allerede i 1894, året efter faderens død, sikret sig en byggegrund i Raadsmandsgade. Fra ældre tid lå der her en stor gartnerhave, og det var en del af denne, man erhvervede ved at afkøbe fhv. gartner C.P.Olsen 6000 kvadratalen. På grunden lå, ud til Raadmandsgade, en lille bygning. I den boede fhv. Garvermester Borella ved overtagelsen i 1984. Han flyttede efter nogle ås forlø, og huset havde derefter forskellige lejere, - en tid lang var der bødkerværksted i denne ejendom. Den forsvandt i foråret 1926, da kommunen havde eksproprieret en del af arealet af hensyn til Mimersgades gennemførelse. Endnu er der (altså i 1929), i tilknytning til broncestøber Carl Rasmussens privatbolig, en lille rest tilbage af den gamle have.C.A. Clemmensen: Lauritz Rasmussen, Kgl. Hof-Broncestøber: 1854 – Anden November – 1929, 1929 (jubilæumsskrift) p. 42 - 44.

I 1955 blev en meget stor rytterstatue af Kong Christian X samlet udenfor i gården. Den var modelleret af Helen Schou og skulle opstilles på Bispetorvet i Aarhus. Den dag statuen skulle transporteres på en blokvogn fra bronzestøberen, var vi så heldige, at vores skolelærer lod os skolebørn komme ned på gaden for at se det imponerende syn af den folkekære konge til hest blive kørt gennem Rådmandsgade til Tagensvej og herfra videre ind mod byen for at blive afskibet.

Rytterstatue af Kong Christian X på Bispetorvet i Århus, skabt af Helen Schou. Kilde: KØS Museum for kunst i det offentlige rum

I Rådmandsgade blev også Den Lille Havfrue støbt i 1911 hos Kgl. bronzestøber Carl N.G. Rasmussen. Den var modelleret af Edvard Eriksen, og blev opstillet på Langelinie i København den 23. august 1913.

I 1958 sluttede min skoletid, jeg gik i sidste klasse og var mildest talt godt skoletræt. Som en fra de store krigs årgange - 10. januar 1944 - var det næsten umuligt at opdrive en lærerplads. Men mandag den 16. november 1958 henvendte bronzestøber Rasmussen sig til min skole, og tilbyder en dreng en læreplads som figurformer og bronzestøber. Jeg slog omgående til, så da skoledagen sluttede, henvendte jeg mig til bronzestøber Poul Rasmussen himself, der vurderende så mig an.

Jeg blev straks antaget og startede min læretid på støberiet den 23. november 1958 kun 14 år gammel. Rasmussen har nok fornemmet, at jeg havde anlæg for at blive en stor hyttel (en dreng med store muskler, red.). Det var et håndværk, der krævede mange kræfter, alt foregik med håndkraft, selv de over 120 kg tunge digler med den flydende bronze blev båret og alt støbt med håndkraft.

Som 15-årig blev jeg sat til, sammen med en former, at holde i den ene ende af diglen, så vi kunne udstøbe metallet i de klargjorte formkasser. Det mest snirklede og tynde gods skulle støbes varmest og derfor først. Det tog derfor sin tid, før den aftagende vægt af diglen kunne mærkes.

Støbeværkstedet omkring år 1900. Lauritz Rasmussen, Kgl. Hof-Broncestøber

Stemningen i form- og støbehallen, på ciselørværkstedet og på gørtleriet, var meget gammeldags præget. Alle kendte deres håndværk fuldstændigt og vidste hvad firmaet forlangte, - nemlig det ypperste. Jeg oplevede ikke en eneste gang, at en støbning gik i brokkassen, der var altid tid til at udføre arbejdet ordentlig og korrekt. F.eks. en støbeform af en hest til en rytterstatue kunne godt tage to mand, der arbejdede sammen, 3 uger at forme. Det var måske nok denne ærekære og stolte måde at arbejde på, der var årsag til denne særegenhed, der gjorde hver eneste ansat i firmaet til en speciel personlighed. For enkeltes vedkommende endda originaler.

Sicelørværkstedet omkring år 1900. Lauritz Rasmussen, Kgl. Hof-Broncestøber

Oplevelsen af at starte på arbejdsmarkedet kom egentlig ikke som et chok for mig. Tiden i Folkeskolen var jo kæft, trit og retning og en lussing en gang imellem. Men jeg fandt dog ret hurtigt ud af, ved at snakke med mine kammerater, som var i lære på andre virksomheder, at det var en helt anderledes og speciel læreplads, jeg var startet på. Alle de svende, der var ansat hos Bronzestøber Rasmussen, var også udlært der. Der var figurformere, der havde 25 års jubilæum eller mere. Støbemester Aage Brockmeyer, som var mester til den dag, støberiet lukkede i 1966, var udlært på værkstedet i 1930.

En arbejdsmand boede på virksomheden med kone og en voksen datter. Konen gjorde rent og manden passede de uhyre vigtige koksfyrede tørreovne, samt sørgede for, at vores meget store formkasser, som vi var i gang med at forme i, ikke tørrede ud, når vi havde weekend. Plasticfolie var ikke rigtig kendt på den tid, så der blev lagt vådt sækkelærred ud over formene, som han engang imellem, i hvert fald mindst to gange om dagen, holdt fugtige.

Der var dog en, som slog alle de ansattes rekorder på støberiet, det var billedhugger Hans N. Jørgensen. Han var akademiuddannet kunstner og virkede blandt andet som stukkatør, og gjorde de store gipsfigurer klar til afformning; ligeledes modellerede han et hav af de modeller, der blev støbt og solgt til gravmonumenter, kirkelysekroner og alle mulige specialopgaver i skilte og relieffer samt bogstaver i alle størrelser og skrifttyper. Dette var i mange år, og lige til det sidste, en stor salgs artikel for bronzestøberiet.

I 1929 kunne bronzestøber Rasmussen fejre 75 års jubilæum, og i den forbindelse udsendte firmaet et 77 siders jubilæumsskrift. Jubilæumsskriftet omtaler billedhugger Hans N. Jørgensen, som der på det tidspunkt havde været ansat i 29 år.

Da jeg kom i lære i 1958, var Jørgensen stadig en aktiv arbejder i firmaet. Han var ret glad for mig, han har nok haft på fornemmelsen, at hans tid snart var omme. Han forærede mig, kort før sin død 1960, en lille buste han havde skåret i træ af sig selv som yngre. Denne lille 10 cm høje buste var i øvrigt det første stykke figurformerarbejde jeg afformede og støbte i sand efter 35 års fravær i faget. Det er vist unødvendigt at sige, at denne lille figur har en særlig plads i min erindring.

Som lærling blev man sat til alt slags arbejde der havde med statuer at gøre. Omkring 1960 var billedhugger F. E. Ring’s figurgruppe over facaden på Det kgl. Teater i fare for at styrte ned. Mester Rasmussen junior, et par svende og mig læredreng skulle nedtage den: Apollon og Pegasus, Melpomene og Thalia ved Hippokrenes kilde. Den var støbt i zink hos Rasmussen og opsat i 1878.

Den måler fra fodstykke til øverste punkt 10,5 alen og den er lige så bred. Zink er et tarveligt materiale at støbe figurer i, og denne holdt altså kun i 82 år. Om en figur er støbt i zink eller bronze, så er arbejdsprocessen den samme, det er kun metalprisen til forskel, det er billigere i zink. Men zinken kan ikke holde til den sure by regn, den bliver tæret i smadder.

Da arbejdet med nedtagningen af den store figurgruppe på taget af Det Kongelige Teater var tilendebragt, havde vi frit udsyn over Kongens Nytorv med rytterstatuen af Christian V (1670-99). Rasmussen junior begyndte nu at fortælle om sin oldefars mareridt ved en reparation af rytterstatuen: Den oprindelige rytterstatue af Christian V er støbt i bly i 1688 og loddet sammen til en hel figur over et jernskelet, der bar det tunge, bløde bly. Da grundlæggeren af bronzestøberiet Laurits Rasmussen selv stod i lære hos gørtlermester H. Dalhoff, blev han og en anden lærekammerat, en dag sendt til Kgs. Nytorv for at reparere statuen, som var begyndt at synke sammen. Den skulle flere steder skilles og loddes sammen igen, en ret simpel reparation. For at få varmet de loddekolber de skulle bruge til dette arbejde, anvendte man dengang jerngryder med kul i.

De to læredrenge havde i deres ubetænksomhed fået anbragt den varme ildgryde under højre arm som Kong Christian holdt sin kommandostav i. Pludselig opdagede de to drenge, at armen begyndte at bøje ned, og får selvfølgelig straks fjernet den famøse ildgryde.

De havde næsten været årsag til ikke mindre end en majestætsfornærmelse. Husk at vi omkring 1840, hvor optrinet skete, stadig havde enevælde. De besluttede at tie og slap med forskrækkelsen. Armen lod de være, som den nu var, men de fik repareret statuen. Det giver stof til eftertanke, at en statue støbt i bly, som er endnu tarveligere end zink, har holdt i mere end 200 år.

Laurits Rasmussen har alligevel ikke kunnet dy sig for at fortælle sin søn Carl om episoden, for den blev altså genfortalt i firmaets jubilæumsskrift 90 år senere, men da var risikoen for bål og brand ikke aktuel mere.

Figurformerfaget var et kunsthåndværk, og skoleuddannelsen foregik førhen på kunsthåndværkerskolen, derfor var læretiden også på 5 år. Da jeg skulle på lærlingeskole, blev jeg som den første figurformer sendt på skolebænken sammen med jernformere. Man havde samlet formerlærlinge fra hele landet og installeret dem på Industri- og Håndværkerskolen i Nykøbing Falster. Her skulle vi bo i 6 uger i 3 på hinanden følgende år. Vi var 16 formerlærlinge, men der var over 300 andre elever på skolen, det var lærlinge fra mange forskellige fag.

Vi formerlærlinge var de første formere, der skulle starte på skolen. Både skolens ledelse og de andre lærlinge var meget betænkelige ved disse møgbeskidte og ildsprudende rå rødder. De var vist også nogle "tørstige børn". Farveløse og kedelige var vi heller ikke. Jeg skal her gengive et eksempel, der gav genlyd i den lokale presse. Den rene spas i dag, men dengang gav det løftede øjenbryn.

Engang blev jeg opfordret af de andre lærlinge på skolen til at stille op til en amatørkonkurrence på Guldborgsund-Pavillionen. De andre lærlinge skulle nok møde op og stemme på mig. Tenorbanjo er mit instrument, og jeg gav to numre. Det ene var "Tutti Frutti" og det andet var "Du skal få min sofacykel når jeg dør"; det var i 1960 to vilde rocknumre. Da jeg havde spillet færdig, kogte restauranten af begejstring, og en formerlærling følte anledning til at affyre en hundeprop pistol. Jeg vandt selvfølgelig med de mange lærlingestemmer, som på forhånd var sikret.

Dagen efter stod der i avisen om det forsmædelige hundeprop skyderi, men man tilføjede, at Allan Olsen havde den fordel, at han kunne gå ned i knæ og vrænge munden af led, uden at det gik ud over charmen.

Lærlingeskolens ledelse, samt de andre lærlinges bekymring over de hårde nysere, blev dog ret hurtigt gjort til skamme. Skolens lærere udtalte ret hurtigt deres glæde ved at have formerlærlinge på skolen. Men helt kedelige var vi nu heller ikke, og den spas vi lavede, gav selvfølgeligt genlyd hos alle de andre lærlinge. Vi blev så afholdt af skolens leder, som blev kaldt for "Guldfisken", at vi som de eneste, den sidste aften, da vi var helt færdige med at gå på lærlingeskole, blev inviteret til chokolade og kager med tak for vores måde at være på.

Da de 5 års læretid nærmede sig sin afslutning, begyndte jeg mere og mere at indse, at det, jeg var gået i lære som, var et uddøende fag. Det var møgbeskidt arbejde hver dag. Efter fyraften skulle man skrubbes ren med en neglebørste, lørdag og søndag var en befrielse, for der var jeg fri for at gå i bad, og huden fik en chance for at få ro. Arbejdsmiljøet var hamrende usundt, silikose var almindeligt for næsten alle formere. Når støvplagen var størst, kunne man ikke se fra den ene ende af støberiet til den anden. Åbne vinduer og en loftslem var eneste udsugning, også om vinteren. Når vi luftede ud, blev der iskoldt i hallen. Ved storstøbning med de tre store digler på 300 kg hver, eller når vi blæste de store formkasser fri for formpudder, måtte vi simpelthen gå udenfor og trække frisk luft. Vi kunne ganske enkelt ikke være i hallen for røg og støv. Støbemesteren stod og trippede for at få os ind igen og i gang med arbejdet.

Min svendeprøve skulle overstås, den bestod af to forskellige arbejder. Det ene var en stor kirkelysekrone med flere kugler over hinanden; lysekronen havde tolv arme, som skulle være hule, så en ledning kunne trækkes igennem. Dette arbejde kaldte vi i faget fladgodsarbejde, det er noget, som alle formere skulle kunne udføre.

Det andet arbejde som svendeprøve var decideret figurformer-arbejde. En ca. 40 cm høj og 70 cm bred figurgruppe, bestående af tre små piger siddende på hug, drikkende af et fælles fad. Figurerne skulle være hule, altså med kerne indeni. Et meget smukt og livagtigt kunstværk modelleret af Rudolph Tegner.

Svendestykke: De tørstige børn. Kilde: Allan Olsen, 2004

Jeg var selv tilfreds med det arbejde, jeg havde udført. Det tog i alt 7 uger at udføre svendestykket; det er ret mange forme, der skal formes. Kun et enkelt lille sandstykke brækkede af under armen på en af pigerne, lige før jeg samlede formen før støbningen.

Jeg indkasserede en bronzemedalje for mit svendestykke, men det må retfærdighedsvis siges, at mindst halvdelen af de svende, som er udlært hos Rasmussen, havde fået medalje for deres svendestykke. Ingen værksteder kunne overgå Rasmussen.

Det sidste arbejde, jeg var med til at udføre i 1964 hos bronzestøber Rasmussen, var at reparere Den lille Havfrue med dens afsavede hoved.