Nekrolog

Berlingske Tidende

Rudolph Tegner døde i Gaar

Billedhuggeren Rudolph Tegner døde i gaar paa Esbønderup Sygehus i Nordsjælland, nær ved sit mærkelige og stærkt diskuterede Frilandsmuseum, Tegners Skulpturpark, i hvis Midte han har indrettet sin Grav. Rudolph Tegner, en af de mest temperamentsfulde og mest særprægede, stærkest kritiserede Personligheder i nyere dansk Kunst, blev 77 Aar gammel.

Han var nylig hjemvendt til sit nordsjællandske Domicil fra sin Vinterbolig uden for Paris. Allerede ved Hjemkomsten var han syg og lod sig straks indlægge paa Esbønderup Sygehus, hvor Døden indtraadte i Gaar Middags som Følge af en Hjertelidelse. Han efterlader sig sin trofaste Støtte og Hustru, Fru Elna Tegner, Datter af Konsul C.A. Jørgensen.

En kæmpende Kunstner

Som Vigeland i Norge var Tegner i Danmark en Provokation imod Dogmatikken, en Oprører imod snæversynet Stilisme, den ensomme Romantiker i Naturalismens Epoke. Han vilde med sin Skulptur bevæge Iagttageren til store Følelsessvingninger, men havnede ofte i banal Sentimentalitet. Han vilde bryde Skulpturens sterilt estetiske og sekteriske Linienydelse for at udtrykke noget mere og stærkere, baade Tankens Kraft og Sindets Stemninger, den utøjlede Fantasi og det vidtfavnende Temperament. Men i Bronzen blev hans store Anslag ofte kun stivnede Grimacer. Alligevel staar dansk Kultur i dyb gæld til Rudolph Tegner, hvis Værker blev diskuteret og forkætret, endog spottet. Ved hans Død sænkes Fanen, selv hans ihærdigste Modstandere vil sænke Kaarden i ærbødighed for en kæmpende Kunstner, som aldrig lod sig friste fra sit Kald, fra sin Overbevisning eller fra sin Egenart. Man kunne begejstres eller indigneres af Tegners Ideer, deres krævende Format, hvis dristige Omrids var baade Ambition og Ydmyghed, men man kunne ikke stille sig ligegyldigt til dem. Der brændte en Ild i ham, og han opflammede sin Samtids Sind, hyppigt til Harme imod sig selv. Om den stadige og stædige Konflikt imellem Romantikeren og hans naturalistiske Epoke vil naa noget andet Resultat end det, han oplevede og bar uden Bitterhed, om den nogen Sinde vil retfærdiggøre hans Stræben, er vel tvivlsomt. Tegner var ikke miskendt, han var ikke forud for din Tid, tværtimod. Men hans Suverænitet og Særpræg vil blive savnet. Dansk Kunsts velafstemte Kor har ikke mange ejendommelige Solister som han, paa een Gang hæderlig og udæskende, begge Dele af dyb Ansvarsfølelse.

Tegner-Krigen i København 1915

Tegners Forbilleder skelnes tydeligt i hans Produktion, som i øvrigt var sensibel modtagelig for skiftende Paavirkninger. I de første Aar, da han som ung bosatte sig i Paris, af Stefan Sinding og Rodin, senere af hans nære Ven, Tegneren Johannes Holbechs filosofiske Idéverden og efter en Italiensrejse omkring Aarhundredeskiftet ogsaa af Michelangelos Syner.

Det var Oplevelsen af Akropolis der vakte den unge, velhavende Københavners Lidenskab for Billedkunsten. Han skulle være Søofficer og kom som Lærling paa Togt med korvetten "Dagmar" til Kong Georgs Athen, hvor mødet med den europæiske Skulpturs Højalter, Parthenontemplet paa Akropolis, blev bestemmende for hans Fremtid. Han blev Kunstakademiets Elev og opnaaede Afgang fra Billedhuggerskolen paa kortere Aareaal, end nogen før han havde præsteret. Fra alle Sider blev set hen med opstemte Forventninger til den usædvanlig begavede unge Kunstner. Hans Debutarbejde paa Charlottenborg 1892 var en Faun, modelleret i Vilh. Bissens Atelier, og hans Udstillingsarbejde fra det følgende Aar, "Syndfloden", er i Dag i Maribo Museums Eje.

Under sit Ungdomsophold i Paris blev Tegner voldsomt grebet af Rodins Formsprog, samtidig paavirket af Sindings Stil og af Johannes Holbechs Symbolisme og Mysticisme. Hans nye Arbejder over ideologiske Motiver som "Guddommen og Mennesket", eller "Eva ved Kains Lig" fandt vej til den officielle franske Udstilling og vagte baade Røre og Opsigt om hans Navn. Men da han siden forsøgte at vinde Fodfæste for sin Egenart og sin Idekreds herhjemme, blæste Vinden ham vældigt imod. Blandt andet ved hans Udførelse, efter Konkurrence, af Monumentet over Niels R. Finsen, Broncegruppen "Mod Lyset", som København stadig kan iagttage ved Rigshospitalets Parkhjørne mellem Blegdamsvej og Tagensvej. Og i endnu højere Grad, da han i 1915 udstillede paa Raadhuset et Forslag til "Livets Port", en gigantisk Skulpturkomposition, som var tænkt til Placering foran Fælledparken mod Trianglen. Projektet udløste en Storm af Protest og Fortrydelighed med langvarige Afløb i Bladpolemik og offentlige Diskussionsmøder. Det daværende intelektuelle (og provinsielle) København delte sig i to skarpt modstridende Lejre for eller imod Tegner. Til den førstes Stødtropper sluttede sig saa fremstaaende Debattanter som Georg Brandes, Svend Lange og Sophus Michaëlis. Men Modstanderne vandt, selv om det tappert var lykkedes at faa en Komité til Kolossalværkets Gennemførelse nedsat.

Tegners Gaver

Fra denne Episode har Striden om Tegner været staaende, og den er næppe heller helt uden stadig Indflydelse paa, at ethvert Skulpturprojekt eller nyt Monument i København er en aldrig forsømt Anledning til offentlig Røre.

Fragmenter af det voluminøse ufuldendte Kompleks blev modelleret i Tegners Atelier i Ryvangen, hvor han var Villaejer, bl.a. "I Mulmets Skød", "Kærlighedens Mysterium" og "De tørstige Børn". Fra omtrent samme Tidsrum er et af hans Monumentalværker "Herakles og Hydraen", Heltens ensomme Kamp imod den mangehovede Drage, hvis Symbolik næppe mistydes, naar man deri læser Tegners Tanker om sig selv og sine giftige Angribere. Det blev adskillige Aar senere, i Tredivernes Begyndelse, bronzestøbt og rejst uden for Helsingør Banegaard. Samme By ejer et andet af hans omstridte Arbejder, Danserindebrønden, hvis Gratier er tre af den kongelige Ballets daværende Damer, og hvis første Opstilling i Kongens Have, hvvorfra den blev fortrængt af uforsonlig Folkestemning, var bekostet af Carl Jacobsen.

Tegner maatte gennem hele sit Liv sande Ordet om Proferen og Fædrelandt; han vandt aldrig Popularitet og endnu mindre sine Kunstfællers, endsige den autoritative Kritiks Anerkendelse. Han bar sin Skæbne mandigt og taalmodigt, men byrdefuld var den for ham, for ingen udenlandsk Glorie eller fransk Guldmedaille - som han erhvervede paa Salonen i 1931 - kunne erstatte ham Savnet af hans eget Lands Forstaaelse. Gang paa Gang tilbød han Offentligheden sine Værker som Gave, men blev refuseret. Bevares, han havde Raad til sin Gestus, han var af Puggaards Slægt, men det skal respektfuldt huskes i Dag, at han havde sandelig ogsaa haft Raad til at lade være, til at lade haant om det Folk, der saa ubekymret vragede ham.

Monumentparken med Museet og Mausoleet

En Slags Forsoning kom dog vist omsider til veje, da han i Tyverne anlagde sin Statuepark i et Bakketerræn ved Villingebæk, bekostet med store økonomiske Ofre, og skænkede den til offentlig Eje. I den sidste Snes Aar af sit Liv udbyggede han Anlægget og dets Samlinger af Tegnerske Bronzer, i 1937 suppleret med en Museumsbygning til Opbevaring af Modeller og Gipsarbejder, i hvis midterste Rum findes nedgang til en Gravkrypt. Her vil Rudolph Tegners Baare nu blive hensat, som han har ønsket det, paa samme Maade som tidligere Thorvaldsens i Museet paa Slotsholomen.

Blandt hans Hovedværker er Gravmælet over Moderen, som var født Puggaard, paa Kirkegaarden i Helsingør med Replikker i Glyptoteket, paa Statens Museum og i Triest, Ledabrønden i Vedbæk, Kompositionen "Frigjort" hvis Grundtanke er Overmennesket. Den lynudslyngende Zeus. Ødipus og Antigone. Hamlet og Ophelia (i Helsingør). Shakespeare, og en lang Række Portrætter, Gravmæler, Figurer og Kompositioner. Adskillige af dem findes i Afstøbning i Friluftssamlingen ved Villingebæk.

Som Skulptør var Rudolph Tegner rigt udrustet med formskabende Evne og produktiv Vitalitet, men ved sin litterære Symbolik og teatralske Manér bragte han sig paa tværs af Tidens Strømninger. Hans Ejendommelighed, dens konsekvente Livslinie og hans Trofasthed imod det Fædreland, hvis Gunst han bejlede forgæves til, skal dog mindes respektfuldt. Hver Sommer søgte han og hans Hustru tilbage fra Hjemmet i Meudon til deres Hus i Kildekrog nær ved Skulpturparken. Dér hvor Døden nu har løftet Herakles paa sit Skjold bort fra Hydraens onde Tunger.